Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Sarpole Zahab, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra myndighederne, idet den mandlige ansøger har støttet sunni-muslimerne i landet, herunder ved uddeling af cd’er og ved at opfordre til at komme i moskeen. Den kvindelige ansøgers ene bror, [A], forsvandt omkring 2012, og på samme tidspunkt blev hendes anden bror, [B], anholdt af myndighederne. Et par måneder efter [A’s] forsvinden blev der smidt en USB-nøgle på den kvindelige ansøgers forældres ejendom, der indeholdt en lydfil, hvorefter [A] var død. Ansøgerne har ikke kendskab til [B’s] skæbne efter dennes anholdelse. Få måneder efter modtagelsen af USB-nøglen tog den mandlige ansøger ophold hos sin søster i en landsby tæt på grænsen til Irak. Han var under opholdet hos sin søster fire gange i Irak. Han havde både under opholdet hos sin søster, og mens han var i Irak, besøg af den kvindelige ansøger. Nogle dage efter modtagelsen af lydfilen blev den kvindelige ansøgers forældres hjem – mens hun var til stede – opsøgt af tre civilklædte betjente, der søgte efter den mandlige ansøger. Betjentene tog i stedet hendes bror med og tilbageholdt denne i tre dage. Broren blev frigivet, efter at familien havde kautioneret med skødet på huset. Den mandlige ansøger valgte at udrejse af Iran i [foråret] eller [sommeren] 2015, da han frygtede at blive pågrebet af myndighederne. Da myndighederne fortsat efterstræbte den mandlige ansøger og tillige overvågede den kvindelige ansøgers forældres hjem, udrejste den kvindelige ansøger tre til fire måneder efter den mandlige ansøgers udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer på en række centrale punkter, både hver for sig og i forhold til hinanden. Ansøgerne har således blandt andet afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt den kvindelige ansøger besøgte den mandlige ansøger under dennes ophold henholdsvis hos sin søster og i Irak. Den kvindelige ansøger har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt hun er blevet opsøgt af myndighederne på sin egen bopæl. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har udbygget forklaringen om sit asylmotiv, idet han først under samtalen med sin advokat og for Flygtningenævnet har forklaret om, at han uddelte cd’er med sunni-muslimsk indhold, hvilken aktivitet efter hans egen forklaring må anses for at have været helt central. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/82/DMO
