iran201778

Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han ikke er muslim, men tilhører trosretningen yari og har udøvet eksterne religiøse aktiviteter med henblik på at udbrede kendskabet til troen. Herved er han kommet i myndighedernes søgelys. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i fem møder over det seneste halvandet år op til sin udrejse. Han har ved disse møder præsenteret ti bekendte for nogle overordnede ledere inden for yari, herunder ansøgerens farbror. Ansøgerens bopæl blev ransaget af civilklædte mænd den [efteråret] 2015. Han var ikke hjemme, men hans mor har fortalt ham om episoden. De civilklædte mænd sagde til ansøgerens mor, at de ville finde hendes søn og straffe ham. De nævnte ansøgerens navn. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Efter flertallets opfattelse har ansøgeren således sandsynliggjort, at han som følge af sine religiøse aktiviteter inden for yari er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Herefter, og da det ikke med den fornødne sikkerhed kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran på dette grundlag vil blive udsat for forfølgelse, ændres Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/78/SSM