Nævnet hjemviste i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de påstår, at ansøgeren er modstander af islam. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2014 deltog i en sørgeceremoni for en person, der var yarsan af trosretning. Personen havde taget sit eget liv i protest mod den religiøse diskrimination af yarsan. Tre til fire dage efter blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten. I løbet af det efterfølgende døgn blev ansøgeren udsat for totur, og han blev beordret til at underskrive en erklæring om, at han ville vidne mod en aktivist ved navn [A], som ansøgeren havde hilst på under sørgeceremonien. Ansøgeren nægtede at underskrive erklæringen. Efter omkring 24 timers tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt. I forbindelse med løsladelsen fortalte en person fra efterretningstjenesten, at han ville slå ansøgeren ihjel. Efterretningstjenesten holdt herefter ansøgeren under opsyn og aflyttede ansøgerens telefon. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgerens advokat har for Flygtningenævnet oplyst, at hun først i dag har haft lejlighed til at drøfte sagen med ansøgeren. Under samtalen med ansøgeren er der fremkommet nye oplysninger, som advokaten mener er væsentlige for sagen. Ansøgeren har over for hende oplyst, at han har været fængslet i perioden 2003 til 2008, hvor han er blevet udsat for tortur bl.a. som følge af, at han har stifteren af religionen yari tatoveret på ryggen og et kors samt noget tekst vedrørende sin religion tatoveret på foden. Ansøgeren fik endvidere fire måneders ekstra isolationsfængsling som følge heraf. Der fremvistes fotos af de omhandlede tatoveringer. Ansøgeren har endvidere til advokaten oplyst, at hans far har været peshmerga i KDPI i Irak. Ansøgerens farbror blev slået ihjel i kampen mellem myndighederne og KDPI. Ansøgerens fars to farbrødre blev henrettet, fordi de samarbejdede med præsidenten for den første kurdiske republik i Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans familie har været meget aktive i kampen for kurdernes rettigheder. På baggrund af de nye oplysninger, som advokaten havde behov for at drøfte nærmere med ansøgeren, nedlagde advokaten påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Efter en konkret vurdering, herunder den omstændighed at ansøgerens advokat ikke tidligere har haft mulighed for at drøfte sagen med ansøgeren, der efter sine egne oplysninger lider af ubehandlede psykiske problemer, hjemviser Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der under dagens nævnsmøde er fremkommet nye oplysninger, som kan forrykke Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag, og som muligt indeholder et eller flere nye asylmotiver, herunder oplysninger om ansøgerens families politiske aktiviteter.” Iran/2017/73/JEA