iran201765

Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Qezelkand, Iran. Ansøgeren har i sit hjemland ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i efteråret 2014 talte med beboere på hans asylcenter om kristendommen. Han blev her introduceret til den kristne bøn. Ansøgeren valgte herefter at søge oplysninger om kristendommen på internettet, og hans nysgerrighed og interesse voksede. Navneligt efter at han lærte en kristen kvinde ved navn [A] at kende i Apostelkirken i København og blev imponeret af den måde, kristendommen kom til udtryk i hendes adfærd. Ansøgeren besøgte en kirke i Hillerød et par gange, men besluttede på grund af afstanden i stedet at komme i Apostelkirken i København. Ansøgeren har siden sommeren 2015 deltaget i kirkens søndagsprogram. Ansøgeren blev efter et dåbsforberedelsesforløb døbt den 26. marts 2016. Ansøgeren har videre oplyst, at han i kristendommen særligt holder af budskabet om næstekærlighed, tilgivelse og ikke at dømme andre mennesker. Ansøgeren holder af kristendommens syn på mænd og kvinder, hvorimod han ikke bryder sig om islams syn på kvinder. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund som reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, uanset faktuelle mangler under nævnsmødet, har demonstreret et solidt kendskab til den kristne tro. Flertallet lægger til grund, at myndigheder og andre i Iran bliver bekendt med ansøgerens konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagebagenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. Iran/2017/65/SEL.