Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har uddelt løbesedler omhandlende yari. Han frygter endvidere at blive idømt en bøde- og fængselsstraf, fordi han er udrejst illegalt af Iran og ikke har aftjent værnepligt. Han har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Iran for yarsan-troende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han på vegne af sin farbror uddelte håndskrevne løbesedler omhandlende yari, idet hans farbror gerne ville sprede budskabet om religionen. Ansøgeren har uddelt løbesedlerne fra, han var 15 år, til han udrejste. Han uddelte dem på yarsan-troendes samlingssteder og i private hjem. Tre dage inden ansøgerens udrejse, ringede hans søster, mens ansøgeren var hos en ven, og fortalte, at iranske myndighedspersoner havde opsøgt familiens bopæl og fundet 150 løbesedler, som var gemt under et tæppe. Næste morgen tog ansøgeren hen til sin farbror, som sagde, at ansøgeren skulle rejse ud af Iran for at undgå fængsling. Svogeren fortalte, at ansøgerens far var blevet tilbageholdt i to dage på grund af løbesedlerne. Ansøgeren fandt senere ud af fra farbroren, at det var en person ved navn [A], som havde fortalt de iranske myndigheder, at ansøgeren uddelte løbesedlerne. Efter to døgn hos farbroren, udrejste ansøgeren af Iran i efteråret 2015. Ansøgeren har efterfølgende fået oplyst af svogeren, at en dommer har fortalt, at ansøgeren stod til en fængselsstraf på seks år. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende vedrørende hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om kontakten til farbroren vedrørende uddeling af løbesedler, om selve afleveringen af løbesedlerne, om gemmestedet for løbesedlerne i familiens hjem, om hvem der fortalte ham om farens tilbageholdelse, om svogeren ringede til ansøgeren inden ansøgerens ankomst til Kermanshah, om afsløringen af ansøgerens aktiviteter, herunder om ansøgerens kontakt til [A], og om indkaldelsen til aftjening af værnepligt. Endvidere er der ingen oplysninger om, at fundet af løbesedlerne har medført overgreb mod ansøgerens familie – bortset fra tilbageholdelsen af faren i to dage – ligesom der ikke er oplysninger om overgreb mod ansøgerens farbror. Hertil kommer, at en række af ansøgerens oplysninger vedrørende centrale punkter i sagen alene er baseret på andenhåndsoplysninger og formodninger. Ansøgeren findes endvidere at have svaret afglidende på flere spørgsmål, når han foreholdes divergerende oplysninger. Dernæst fremgår det af baggrundsoplysningerne, herunder nr. 377 og 644, at illegal udrejse af uprofilerede personer i almindelighed medfører bødestraf. Endvidere er der efter baggrundsoplysningerne heller ikke holdepunkt for at antage, at udeblivelse fra militærtjeneste vil medføre en uforholdsmæssig sanktion. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne på grund af aktiviteter med at uddele løbesedler for yarsan eller på grund af udeblivelse fra værnepligt. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ikke vil kunne udøve sin religion. Ansøgeren er født som yarsan, og det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at myndighederne tillader trossamfundet at udøve almindelige religiøse aktiviteter indenfor trossamfundet, og at yarsan-troende ikke udgør et åbent samfund og generelt er tilbageholdende med at videregive information om religionen til andre end de troende. På baggrund af det anførte kan der ikke lægges nogen vægt på erklæringen fra Yarsan Democratic Organization [fra sommeren] 2016. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen eller, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/57/SLH