Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun enten af sin egen familie eller af sin svigerfamilie vil blive behandlet som en slave eller en fængslet kvinde, fordi hun er arabisk talende, og fordi hende ægtefælle ikke bor i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2007 blev gift med sin ægtefælle, som siden 1985 har boet i Danmark. Efter brylluppet flyttede ansøgeren ind i sine svigerforældres hus, hvor hun boede alene på øverste etage. Hun fik ikke lov at komme alene ud af huset, hverken af sin svigerfamilie eller hendes egen familie, og hun skulle altid have en ledsager med. Ansøgeren måtte ikke have make-up eller pænt tøj på. Ansøgeren udrejste af Iran, fordi hun gerne vil bo med sin herboende ægtefælle, og fordi hun gerne vil være en fri kvinde. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at de anførte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft nogen konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner i hjemlandet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/56/snd
