Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Karaj, Iran. Han er født shia-muslim, men efter sin forklaring konverteret i sit hjemland til Jehovas Vidner. Efter ankomsten til Danmark er han konverteret til kristendommen og døbt [i sommeren] 2016. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb fra sin familie og de iranske myndigheder, fordi han er frafaldet Islam. Han begyndte i [primo] 2015 at tale med en sælger ved navn [R] i nabobutikken til hans skobutik i Karaj. [R] var ikke muslim, og ansøgeren fandt [Rs] tanker interessante. Omkring [sommeren] 2015 deltog ansøgeren i et møde af omkring 40 minutters varighed med [R] og to personer fra Jehovas Vidner. Otte til ti dage efter det første møde deltog ansøgeren i endnu et møde. En dag i juli 2015 blev ansøgeren standset af to personer, der steg ud af en sort bil. Han blev taget med til et sted, hvor han blev tilbageholdt i tre dage. Han fik her at vide, at man havde kendskab til hans forhold til [R], og han blev igen og igen bedt om at skrive det hele ned på et stykke papir, i hvilken forbindelse han blev truet og slået. På andendagen for tilbageholdelsen blev hans bopæl ransaget, og cd’er, dvd’er samt pas og computer taget, ligesom hans søsters bopæl blev ransaget. Han blev løsladt efter tre dage, efter at hans far havde kautioneret for ham med skødet på familiens hus. Samme aften, som ansøgeren var blevet løsladt, eller næste morgen kontaktede han [R] efter at have skiftet sim-kortet i sin telefon. [R] sagde i telefonen, at de ikke kunne tale og foreslog at mødes i Nastaran-parken, hvor de mødtes omkring middagstid dagen efter løsladelsen. Da de havde talt sammen i kort tid i parken, kom tre biler kørende. Ansøgeren kunne genkende to af de personer, der steg ud af bilen. Ansøgeren og [R] stak begge af. Ansøgeren løb ind på en aflukket parkeringsplads, hvor han gemte sig i en time. Herefter tog han hjem til sin ven, [N]. Dagen efter opsøgte [R] ansøgerens bror, da han var på vej på arbejde. [R] gav ansøgerens bror sit nye telefonnummer. Ansøgeren bad [N] opsøge ansøgerens bror for at høre, om der var noget nyt. På den måde fik ansøgeren fat i [Rs] nye telefonnummer. Nogle dage efter, at de var stukket af fra parken, ringede ansøgeren til [R] fra et nyt telefonnummer. [R] fortalte, at hans far havde rådet ham til at forlade landet, hvorfor ansøgeren også blev rådet til at udrejse. [R] oplyste senere, at ansøgeren kunne tage til Orumieh og udrejse til Tyrkiet derfra. [R] gav ansøgeren et telefonnummer, som han kunne ringe til, når han ankom til Orumieh. Fra [Ns] bopæl tog ansøgeren hjem til sin kæreste i Islam Shahr, Teheran, hvor han opholdt sig i seks til syv dage, inden han rejste videre til Orumieh og ud af Iran. Efter at ansøgeren ankom til Danmark, kontaktede han Jehovas Vidner. Efter omkring et halvt år forlod han Jehovas Vidner. Han fattede i stedet interesse for kristendommen, modtog kristendomsundervisning og blev døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om ansøgerens interesse for Jehovas Vidner og forfølgelsen i Iran som følge heraf til grund. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes således navnlig usandsynligt, at ansøgeren – der var tilbageholdt og udsat for overgreb på grund af sin relation til [R] og kun løsladt mod kaution – umiddelbart efter løsladelsen risikerede at kontakte [R] og allerede dagen efter løsladelsen mødtes med [R] i en offentlig park. Flertallet bemærker herved, at ansøgeren som begrundelse for at skulle mødes med [R] ikke ses at have anført andet end, at ansøgeren ikke havde andre at tale med om tilbageholdelsen. Flertallet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren og [R] begge uden videre kunne slippe væk fra de personer, der i ikke mindre end tre biler opsøgte parken, hvor de mødtes. Flertallet finder det herudover navnlig usandsynligt, at ansøgeren ikke spurgte [R] – der foreslog ansøgeren at flygte og som selv var i samme situation – hvor denne skulle flygte hen. Flertallet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion i Danmark til kristendommen er reel. Flertallet har herved lagt på, at ansøgeren blev døbt allerede tre måneder efter, at han blev kirkegænger og begyndte at følge kristendomsundervisning i en dansk folkekirke og på et tidspunkt, hvor han efter sin egen forklaring ikke havde stor viden om kristendommen. Flertallet har endvidere lagt vægt på ansøgerens fremtræden under nævnsmødet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/5/DH
