Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller langvarigt fængslet af de iranske myndigheder, idet han har opbevaret politisk materiale fra KDPI i sin forretning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans to venner [A] og [B], som han ikke havde haft kontakt med i tre år, da de angiveligt havde opholdt sig i Irak, i [slutningen af ] 2014 opsøgte ansøgeren, og spurgte, om han ville hjælpe dem ved at opbevare politisk materiale i sin butik. Dagen efter kom vennerne første gang med politisk materiale. Materialet lå i en låst taske. I løbet af det næste års tid kom vennerne otte-ni gange med politisk materiale, som ansøgeren opbevarede i tasker i sin butik i perioder på omkring 15-30 dage. [Dato i efteråret] 2015 spurgte vennerne, om de måtte komme dagen efter med materiale. Ansøgeren fortalte dem, at han ikke var i butikken den følgende dag, idet han skulle til [by] for at købe varer, men at hans medarbejder, [C], ville være i butikken. Vennerne accepterede derfor at overdrage det politiske materiale til [C]. Næste dag, [dato i efteråret] 2015, mens ansøgeren var i [by], ringede en person ved navn [D] fra naboforretningen og fortalte ansøgeren, at efterretningstjenesten havde været i forretningen og anholdt [C] samt to andre personer. Kort tid efter ringede ansøgerens bror og fortalte, at familiens bopæl var blevet ransaget. Herefter flygtede ansøgeren fra Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at den forklaring, som ansøgeren har afgivet om sin konflikt med myndighederne i Iran i anledning af sin bistand til KDPI, fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren er blevet opsøgt på bopælen af to venner med tilknytning til KDPI, som han ikke har talt med i tre år, og at disse venner i umiddelbar forlængelse heraf skulle have formået at få ansøgeren – der i øvrigt ikke har deltaget i politiske aktiviteter – til at opbevare materiale, hvis indhold han ikke måtte kende, gennem længere perioder og ad flere omgange for KPDI i sin forretning. En sådan fast fremgangsmåde harmonerer heller ikke med det foreliggende baggrundsmateriale om opbevaring og distribution af politisk materiale, som Udlændingestyrelsen henviser til i sin afgørelse (rapporten: ”Iranian Kurds. On Conditions for Iranian Kurdish Parties in Iran and KRI, Activities in the Kurdish Area of Iran, Conditions in Border Area and Situation of Returnees from KRI to Iran”, september 2013, side 35-36), og som side 30 også omhandler materiale fra KDPI. Hertil kommer, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret udbyggende og divergerende i forhold til de tidligere afgivne forklaringer om beskaffenheden af de tasker, som han opbevarede for KDPI, og om hvorvidt ansøgerens venner gav udtryk for bekymring for, at [C] skulle tage imod en taske i stedet for ansøgeren. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/47/AKM
