Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran samt hendes mindreårige søn.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Kerman, Iran. Hun har oplyst, at hun oprindeligt var shia-muslim, men nu er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist dels henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og hendes søn vil blive dræbt af de iranske myndigheder som følge af ægtefællens families problemer med myndighederne og som følge af, at de er rejst illegalt. Ansøgeren frygter endvidere at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret fra shia-islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at omkring en uge efter ansøgeren blev viet [i]1995, blev hun og hendes familie opsøgt af de iranske myndigheder. I den forbindelse blev ansøgerens svoger [A] skudt i nakken. Tre dage senere blev ansøgerens ægtefælle og ansøgerens svoger, [B], tilbageholdt af myndighederne, fordi de ledte efter ansøgerens anden svoger, [C], som var forsvundet. Revolutionsgarden og politiet opsøgte herefter ansøgerens familie omkring én gang om måned, for at anholde ansøgerens ægtefælle og afhøre ham om [C]’s tilstedeværelse. Ansøgerens ægtefælle blev pålagt meldepligt hos myndighederne. I 2002 døde ansøgerens søn, [D], i en ulykke. Ansøgeren formoder, at efterretningstjenesten stod bag ulykken, ligesom ansøgeren formoder, at det var den iranske efterretningstjenestes plan at slå hendes ufødte barn ihjel, idet ansøgeren, efter anbefaling fra sin læge, tog ekstra mineraler og vitaminer, hvilket medførte en abort. I 2006 var kom ansøgerens anden søn, [E], også ude for en bilulykke, hvor en oberst var chauffør. I 2009/2010 blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt af de iranske myndigheder som følge af, at han ikke havde overholdt sin meldepligt, og fordi myndighederne beskyldte ham for at have deltaget i demonstrationer. I 2014/2015 blev ansøgerens bopæl ransaget af efterretningstjenesten, og ansøgeren og ansøgerens søn blev tilbageholdt på politistationen, idet ansøgerens ægtefælle ikke havde mulighed for at melde sig, da myndighederne anmodede ham herom. Ansøgeren blev løsladt efter et par timer, men sønnen var tilbageholdt i et døgn. Ansøgeren og ansøgerens søn og svoger valgte derfor at udrejse illegalt af Iran i [efteråret] 2015. Vedrørende sin konversion fra shia-islam til kristendommen har ansøgeren oplyst, at hun omkring 2009 fik interesse for kristendommen i Iran. Hun var påvirket af sine herboende svogre [F] og [A], som nu er kristne, ligesom den øvrige del af ægtefællens familie, der er udrejst af Iran. Hun så en film om Jesus og blev introduceret til en kristen tv-kanal, Mohabat. Hendes kristne aktiviteter forud for udrejsen af Iran bestod i bøn til Gud. Efter indrejsen i Danmark i [efteråret] 2015 er ansøgeren begyndt at gå i kirke, og hun og hendes søn blev døbt [i efteråret] 2016. Ansøgeren har som dokumentation for sine kristne aktiviteter i Danmark fremlagt udtalelser fra sognepræster samt udskrifter fra facebook, hvor ansøgeren har postet opslag med kristne budskaber. Et af opslagene fra facebook har ansøgeren postet i 2014 – forud for udrejsen af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved bevisvurderingen lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet fremtrådte skrøbelig og meget påvirket af sin historik og situation, hvilket har kunnet forklare de divergenser, der har været i ansøgerens forklaringer. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens ægtefælles brødre har været udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheder. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens ægtefælle tidligere har været fængslet for en årrække siden og derefter har været pålagt en meldepligt over for de iranske myndigheder. Nævnet lægger endvidere til grund, at myndighederne på et tidspunkt for nogle år siden opsøgte ansøgerens bopæl, ransagede den og tog hende og hendes søn med til politistationen. Nævnet lægger endvidere til grund, at hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle efterfølgende har oplevet problemer med myndighederne. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren som følge af ægtefællens families forhold ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit stødt voksende engagement i kristendommen fremstår troværdig og i alt væsentligt sammenhængende, ligesom ansøgeren i et tilstrækkeligt omfang har kunnet redegøre for centraler dele af kristendommen, herunder de kristne højtider og lignelser i Biblen. Flertallet har i den forbindelse også lagt vægt på det ovenfor anførte om ansøgerens psykiske tilstand. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring allerede før sin udrejse af Iran var begyndt at interessere sig for kristendommen, ligesom flertallet har lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælles søskende, der er bosat i Europa, og med hvem ansøgeren har tæt kontakt, alle er konverteret til kristendommen. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren siden indrejsen i [efteråret] 2015 har deltaget i gudstjenester hver søndag, at hun er blevet døbt og har deltaget i kristne begivenheder i den menighed, hun har tilhørt, herunder i en studietur og en sommerlejr, ligesom ansøgerens søn er døbt og går med hende til gudstjeneste. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2017/371/MNR
