Nævnet hjemviste i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1988. (bortfald) Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren, der er født i 1967, er iransk statsborger fra Teheran, Iran. Efter indrejse i Danmark blev han i 1988 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto status). I [efteråret] 1993 fik klageren tidsubegrænset opholdstilladelse. [I efteråret] 2013 fik han udstedet iransk nationalitetspas. [I efteråret] 2014 blev han frameldt Det Centrale Personregister som udrejst af landet. Han opholdt sig fra [efteråret] 2014 til [efteråret] 2015 samt igen fra [efteråret] 2015 til [efteråret] 2016 i Iran. Mellem de to ophold i Iran var han i Danmark i en måned. I den periode oplyste han [efteråret] 2015 under retssag vedrørende forældremyndighed over hans to mindreårige børn, ifølge retsbogen, at han var udrejst af Danmark, at han boede i Iran samt at han ønskede at se de to børn, når han var på ferie i Danmark. [I efteråret] 2015 ansøgte han om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for at være bortfaldet. Udlændingestyrelsen besluttede [I foråret] 2017, at hans opholdstilladelse skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, da han ifølge styrelsen havde opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt bosat sig i sit hjemland. Klageren har i Flygtningenævnet forklaret, at han kom til Danmark i 1988. Han har siden kun boet i Danmark. Han har gået i gymnasiet i Danmark og derefter påbegyndt, men ikke fuldført, tre uddannelser. Han har arbejdet i Danmark i ca. 14 år. Han har aldrig opgivet sin bopæl i Danmark eller haft til hensigt at gøre dette. Hans mor, bror, søster, to mindreårige børn og to voksne børn bor alle i Danmark. Han har et godt forhold til sine familiemedlemmer i Danmark. Han har samvær med de mindreårige børn på 11 og 6 år, der bor hos hans tidligere ægtefælle. Han rejste til Iran [i efteråret] 2014 på grund af konflikt med kriminelle personer i Danmark. Han var endvidere deprimeret efter sin skilsmisse [i efteråret] 2014. Han forærede sit beskedne indbo og deres bil til sin tidligere ægtefælle, som overtog deres lejede lejlighed. Han var derefter boligløs. Han blev primo 2015 gift i Iran. Han vendte tilbage til Danmark [i efteråret] 2015. Han havde ikke bolig og arbejde i Danmark og hos Udlændingestyrelsen fik han at vide, at han gerne måtte rejse til Iran, mens styrelsen behandlede hans ansøgning om ikke at anses hans opholdstilladelse for bortfaldet. I Glostrup Ret gik han i [efteråret] 2015 med til, at hans tidligere hustru fik forældremyndigheden over parrets to børn. Han fik kort efter retsbogen herom, men nærlæste den ikke. [I efteråret] 2015 rejste han igen til Iran for at støtte sin gravide ægtefælle, som fødte parrets barn i april 2016. Hans nuværende ægtefælle og parrets mindreårige barn opholder sig i Iran. [I efteråret] 2016 returnerede han til Danmark. Han havde ikke fast bopæl eller arbejde under de to ophold i Iran. Han taler, læser og skriver både dansk og farsi. Han har sukkersyge, som han bliver behandlet for i Danmark. Under opholdene i Iran fik han ikke behandling. I 2017 forsøgte han forgæves at få dommeren til at berigtige retsbogen, idet han rettelig ikke havde sagt, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark samt at han boede i Iran. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren udrejste i 2014 på et tidspunkt, hvor han var deprimeret efter en hård skilsmisse. Han havde mistet sin bolig og boede derefter på gaden, idet han alligevel ikke kunne bo hos sin bror. Han afgav endvidere alt sit indbo og sin bil. Han havde herudover en alvorlig konflikt med kriminelle (i advokatindlægget præciseret som medlemmer af Bandidos), der havde truet ham. Om sine relationer oplyste klageren i skema fra 2015 blandt andet, at han ikke havde kontakt til sine søskende. Samme år oplyste han under opholdet i Danmark på en måned, ifølge retsbogen – indhold lægges til grund, efter at dommeren har afslået at berigtige indholdet – at han boede i Iran og gerne ville se sine børn i ferier. Herefter, og efter det i øvrigt oplyste tiltræder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at klageren ved udrejsen i 2014 opgav sin bopæl i Danmark og derefter frivilligt tog ophold i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4. Nævnet bemærker herefter, at det fremgår af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, at opholdstilladelse efter § 7, der er meddelt med henblik på varigt ophold, uanset § 17, først bortfalder, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet med henblik på der at tage varigt ophold, og udlændingen opholder sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. § 17 a, stk. 1, henviser til hele § 17 og dermed også til den del af § 17, stk. 1, der vedrører opgivelse af bopæl. Forarbejderne til § 17 a, herunder pkt. 8 i de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 3 (om § 17 a) i lovforslag nr. 335 af 27. maj 1993 må forstås i overensstemmelse hermed. Udlændingestyrelsen har ikke i sin afgørelse omtalt udlændingelovens § 17 a og har ikke taget stilling til, om opholdstilladelsen efter denne bestemmelse kan anses for bortfaldet. På den baggrund ophæver Flygtningenævnet styrelsens afgørelse og hjemviser sagen til styrelsen til fornyet prøvelse.” Iran/2017/370/JHB.
