Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning. Ansøgerne er iranske statsborgere, men de er begge født i al-Tash-lejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter, at den mandlige ansøger bliver anholdt og slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, fordi han har ødelagt et billede af ayatollah Khomeini. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i efteråret] 2015 i frustration kastede et vandglas mod sin arbejdsgiver, som i stedet for at ramme arbejdsgiveren ramte et billede af Khomeini, som gik i stykker. Arbejdsgiveren ringede til efterretningstjenesten, og den mandlige ansøger flygtede herefter fra arbejdspladsen i en taxa og kørte hen til et område, hvor ansøgernes fælles bekendte, [A], boede. Under taxaturen kontaktede den mandlige ansøger den kvindelige ansøger telefonisk og sagde, at hun skulle pakke tøj og penge og tage hen til [A], hvilket hun gjorde sammen med deres børn. Den kvindelige ansøger og børnene kom hjem til [A] før den mandlige ansøger. En time efter, den mandlige ansøger var kommet hen til [A], ringede ansøgerens kollega, [K], til ham og fortalte, at efterretningstjenesten havde været på arbejdspladsen for at undersøge billedet af Khomeini. Ansøgerne opholdt sig hos [A] i en uge for at se, om situationen blev bedre, men idet efterretningstjenesten, mens ansøgerne opholdt sig hos [A], havde været og lede efter dem på deres bopæl, og endvidere opsøgt den mandlige ansøgers mors bopæl, tog de til byen Urmia, hvor de opholdt sig i omkring to dage. Ansøgerne udrejste herefter af Iran. Efter ansøgernes indrejse er den mandlige ansøger igennem sin onkel blevet bekendt med, at efterretningstjenesten har været på sin mors bopæl mindst tre gange. Efterretningstjenesten har i [efteråret] 2016 også spurgt efter den mandlige ansøger i hans mors landsby. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, fordi den mandlige ansøger er kommet til at smadre et billede af Khomeni og Khamenei. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne på flere centrale punkter har ændret eller udbygget deres forklaringer navnlig i takt med, at de er blevet bekendt med hinandens eller den mandlige ansøgers bror [B1]s forklaringer. Dette gælder for eksempel forklaringerne om, hvor mange penge den kvindelige ansøger tog med sig, og hvorvidt hun var bekendt med beløbets størrelse, da hun forlod huset. Det gælder endvidere forklaringerne om, hvorvidt begge ansøgere ødelagde deres simkort eller blot slukkede telefonen, ligesom det gælder forklaringerne om, i hvilket omfang den mandlige ansøgers mor og søster var tilbageholdt. Den mandlige ansøger har endvidere under samtalen [i efteråret] 2016 forklaret, at han ikke vidste, om hans egen bopæl var blevet opsøgt, mens han under samtalen [i vinteren] 2016 forklarede, at naboen [N] under en telefonsamtale med [A] skulle have forklaret, at efterretningstjenesten ledte efter ansøgeren på hans bopæl. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers generelle troværdighed må anses for svækket af, at han og broderen [K] begge har forklaret, at de ikke har haft kendskab til hinandens udrejse af Iran, som er sket nogenlunde samtidig, at de mødtes i Tyskland tilfældigt og ikke har talt nærmere om hinandens asylmotiver. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, og stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/357/MGO
