Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende fra Sarepole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog uddelt løbesedler for KDPI i forbindelse med partiets mærkedage, ligesom han i Danmark har deltaget i arrangementer som tilhænger af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har vist interesse for KDPI, er udrejst illegalt og har unddraget sig værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han uddelte løbesedler for KDPI i forbindelse med partiets mærkedage i perioden fra [begyndelsen af] 2015 til [medio] 2015. Det var ansøgerens onkel som planlagde, hvornår materialet skulle uddeleles, hvilket ansøgeren gjorde sammen med to af sine venner. Ansøgeren har endvidere flere gange afsendt advarselsbreve til kurdere, der arbejdede for præsidentstyret, med henblik på at få dem til at stoppe deres aktiviteter. Ansøgeren havde flere gange sendt advarselsbreve til en person ved navn [A], som havde angivet flere kurdere til myndighederne, og som havde stor indflydelse. Da [A] trods advarselsbrevene ikke stoppede med at arbejde, besluttede ansøgerens onkel, at de skulle overfalde ham for at få ham til at stoppe. Ansøgeren og de to venner, som han uddelte løbesedler med, observerede herefter [A] for at finde ud af, hvornår de kunne overfalde ham. Ansøgeren og vennerne opsøgte ham udenfor byen, hvor de slog og sparkede, og at den ene af vennerne derefter slog [A] til bevidstløshed med et træstykke, hvorefter de flygtede. Dagen efter blev en af ansøgerens venner, som havde været med til overfaldet, anholdt. Vennen blev udsat for tortur, hvorefter han tilstod overfaldet og oplyste ansøgerens og onkels navn til myndighederne. Den efterfølgende dag blev ansøgerens onkel anholdt. Ansøgeren havde taget ophold hos en slægtning. Ansøgeren udrejste et par dage efter onklens anholdelse. Myndighederne har efterfølgende ligeledes anholdt ansøgerens far, men han blev løsladt efter et par dage på grund af sygdom. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår som selvoplevet, og at divergenserne i ansøgerens forklaringer vedrører mindre betydende omstændigheder, som ansøgeren har kunnet redegøre for under nævnsmødet. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren sammen med to venner har uddelt løbesedler for KDPI i 2015, at han sammen med disse to venner på opfordring af sin onkel opsøgte personen [A] grundet dennes stikkervirksomhed, at de overfaldt ham og tildelte ham slag og spark, og at en af vennerne tillige slog [A] med et træstykke, så denne blev bevidstløs. Flertallet lægger endvidere til grund, at den ene af ansøgerens venner derefter blev anholdt af myndighederne, at ansøgerens onkel også blev anholdt, og at ansøgerens far ligeledes blev anholdt. Flertallet lægger endelig til grund, at vennen og onklen fortsat er tilbageholdt af de iranske myndigheder, og at myndighederne har rettet henvendelse til ansøgerens familie med henblik på at anholde ansøgeren. Flertallet finder på den baggrund, at de iranske myndigheder må antages at være bekendt med, at ansøgeren deltog i overfaldet på [A], at det til dels havde et politisk motiv, og at myndighederne er bekendt med ansøgerens tilknytning til KDPI. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens deltagelse i overfaldet på [A] ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for udelukkelse fra beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke med sik-kerhed kan antages at have haft forsæt til andet end vold omfattet af straffelovens § 244, hvilket nævnet finder ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 F. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/345/STR