Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er shiamuslim af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han blev udsat for chikane og forfølgelse fra henholdsvis folk fra Ansar-e Hezbollah og myndighederne som følge af, at ansøgeren og hans familie er velhavende. Ansøgeren havde til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han var blevet afpresset store pengebeløb. Ansøgeren oplyste videre, at han var blevet udsat for chikane i form af stenkastning, og at han havde været tilbageholdt i 24 timer og havde modtaget en tilsigelse til at møde i retten [i sommeren] 2001. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han stiftede bekendtskab med den kristne kirke for første gang i 2005 i Oslo, hvor han kom i kirke i omkring et år. Han blev introduceret til kirken gennem en bekendt. Ansøgeren blev overført til Danmark, hvor han i otte måneder sad i [asylcenter] og efterfølgende blev overført til [asylcenter]. I den periode bestod hans kontakt til kristendommen af besøg fra en missionær fra [kirke] og besøg i en kirke i [by]. [I starten af] 2015 begyndte ansøgeren at komme i [kirke] i [by]. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2015 og er kommet i kirke siden, senest i [kirke]. Ansøgeren har forklaret, at han gennem en længere periode har vist interesse for kristendommen. Han er imidlertid først blevet døbt [i efteråret] 2015 mange år efter, at han i 2003 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse på et andet grundlag og efter et langvarigt ophold i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen er reel. Ansøgeren har efter sin egen forklaring deltaget i omfattende kristendomsundervisning og kirkelige studieaktiviteter, men har under mødet i nævnet alene kunnet redegøre i mere overordnede og generelle vendinger for sit trosforhold, herunder for sine konkrete bevæggrunde for en konversion. Hverken dåben [i efteråret] 2015 eller indholdet af udtalelser [fra efteråret] 2015 fra [kirke], udtalelser [fra efteråret] 2015 og [fra efteråret] 2015 fra [kirke], udtalelse [fra efteråret] 2015 fra [A], udtalelse [fra foråret] 2016 fra [B], udtalelse [fra foråret] 2016 fra [C], [kirke], samt udtalelser [fra sommeren] 2016 og [fra efteråret] 2017 fra [D], [kirke], kan efter udtalelsernes karakter og oprindelse ikke heroverfor føre til en anden vurdering. Nævnet må endvidere finde det påfaldende, at ansøgeren ikke har fundet anledning til at fremhæve sin omfattende kristendomsundervisning og forestående dåb i brevet [fra sommeren] 2015 til udlændingemyndighederne. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han, som iransk statsborger, som følge af konversion fra islam til kristendom har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler således afslag på opholdstilladelse efter asylmotivet om konversion og fastholder i øvrigt nævnets tidligere afgørelse af 9. april 2013.” iran/2017/343/SHH
