Nævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [nærmere angiven dato i efteråret] 2001, og at han den [nærmere angiven dato i sommeren] 2003 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Denne tilladelse blev den [nærmere angiven dato i efteråret] 2006 gjort tidsubegrænset. Klageren har været tilbage i Iran i tre perioder af omkring to uger i henholdsvis 2007, 2008 og 2012. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren den [nærmere angiven dato i sommeren] 2014 udrejste til Iran. Klageren udrejste til Iran i 2014, fordi han ønskede at blive behandlet for sine sygdomme i ryggen og knæet i Iran, da han havde svært ved at opnå effektiv og hurtigt behandling herfor i Danmark. Klageren oplyste før sin udrejse af Danmark kommunen om, at han planlagde et ophold i Iran på omkring seks måneder. Klageren, som havde sat sit hus til salg tidligere, lejede det nu ud, men anmeldte flytning til en vens adresse i Odense. Klageren opholdt sig hos sin familie i Iran i seks måneder og tre dage, hvorefter han vendte tilbage til Danmark. Den [nærmere angiven dato i foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og frivilligt havde taget ophold i sit hjemland. Udlændingestyrelsen vurderede samtidig, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, såfremt Flygtningenævnet måtte finde, at hans opholdstilladelse ikke kan anses som bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved sin udrejse til Iran frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. stk. 1. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt, at klageren forud for sin udrejse til Iran orienterede kommunen om, at han forventede at vende tilbage til Danmark inden for omkring seks måneder, lige som han bevarede en folkeregisteradresse samt fast ejendom med lejeindtægt i Danmark. I relation til spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse bemærkes, at denne er meddelt tidsbegrænset i 2003 og er gjort tidsubegrænset i 2006. Idet adgangen til at inddrage en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, ophører 10 år efter det tidspunkt, hvor opholdstilladelsen er meddelt første gang, jf. udlændingelovens § 19, stk. 3, 1. pkt., finder Flygtningenævnet, at der ikke er hjemmel til at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse i Danmark.” Iran/2017/332/MJM
