Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Kermanshah i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, ISIL eller familien [A]. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med de iranske myndigheder oplyst, at de iranske myndigheder mistænker ham og hans familie for at samarbejde med PJAK. Mange af indbyggerne i ansøgerens landsby havde tidligere haft tilknytning til PJAK, hvilket myndighederne havde mistanke om. De iranske myndigheder bombede på den baggrund ansøgerens landsby én gang. Ansøgeren og hans far har leveret mad og medicin til PJAK. Ansøgerens far blev som følge deraf afhørt af efterretningstjenesten to gange forud for ansøgerens udrejse. Ansøgerens far blev efter ansøgerens udrejse afhørt tre gange yderligere af efterretningstjenesten, der spurgte, om ansøgeren var udrejst, og om det var fordi, han spionerede for oppositionspartier. Ansøgerens mormor og morfar var aktive for KDPI under revolutionen i Iran, hvilket medførte, at ansøgerens far blev afhørt af de iranske myndigheder, ligesom myndighederne altid holdt øje med hans familie samt undertrykte og chikanerede dem. De iranske myndigheder er bekendt med, at ansøgeren ikke er praktiserende muslim, fordi han har deltaget i en begivenhed i Aalborg arrangeret af KDPI. Der var en spion fra den iranske efterretningstjeneste ved begivenheden, som har viderebragt informationer til Iran om hans deltagelse. Omkring en uge før ansøgerens første samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017, fortalte hans far, at han havde modtaget et brev fra de iranske myndigheder, hvori der stod, at de vidste, at ansøgeren havde deltaget i begivenheden i Aalborg. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med ISIL oplyst, at han omkring to måneder før sin udrejse, skændtes med en gruppe islamister, der beskyldte ham for ikke at være muslim og truede med at hælde syre ud over ham og slå ham ihjel. Disse personer har efterfølgende tilsluttet sig ISIL. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med familien [A] oplyst, at han legede med sin ven, [B], da han var barn. [B] var medlem af familien [A]. [B] kom til skade i forbindelse med, at han fik en sten i hovedet, da de legede ved et vandløb. [B] lå på hospitalet i en til halvanden måned. Familien [A] krævede efterfølgende erstatning af ansøgerens familie, og de har truet med at slå ansøgeren ihjel med en sten og melde ham til myndighederne, når han blev 18 år. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgerens forklaring om sine bedsteforældres tidligere politiske aktiviteter for KDPI kan lægges til grund, men at disse forhold ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen af denne del af ansøgerens asylmotiv har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han aldrig har haft nogen individuelle konflikter som følge af bedsteforældrenes politiske aktiviteter, ligesom heller ikke ansøgerens forældre, der har opholdt sig i samme landsby gennem hele ansøgerens opvækst, er blevet udsat for asylbegrundende overgreb i anledning heraf. Ansøgerens øvrige asylmotiver er først fremkommet under asylsamtalen [i foråret] 2017 og er således ikke nævnt i ansøgerens asylansøgningsskema [i vinteren] 2016 eller under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016. Nævnet tiltræder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er forfulgt af den iranske efterretningstjeneste som følge af ansøgerens angivelige samarbejde med PJAK, mens ansøgeren opholdt sig i Iran. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på navnlig, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og udbyggende om, hvorvidt han i Iran har været politisk aktiv for PJAK. Ansøgeren har intet anført herom i sit asylansøgningsskema, ligesom han under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han aldrig selv havde været politisk aktiv. Oplysningen om, at han har hjulpet PJAK med at levere mad og medicin, er således først fremkommet under asylsamtalen i [i foråret] 2017. Ansøgerens oplysninger herom kan herefter ikke lægges til grund. Nævnet tiltræder endvidere, at det heller ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt med ISIL (Daesh) eller en konflikt med familien [A], der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om det på grund af ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark, hans eksponering i anledning heraf sammenholdt med det forhold, at familien må antages at være i de iranske myndigheders søgelys, kan lægges til grund, at han har udsat sig selv for risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således forklaret, at han har deltaget i en række politiske møder/fester arrangeret af KDPI, mens han har opholdt sig i Danmark, at han i Danmark og familien i Iran har modtaget trusler i den anledning, og at han har oprettet en Facebook side med systemkritiske opslag i forhold til de iranske myndigheder. Det fremgår af en forevisning af ansøgerens Facebook side, at der er tale om en åben profil oprettet i ansøgerens eget navn, at siden indeholder tydelige og særdeles kritiske opslag rettet imod det iranske styre, og at siden indeholder oplysning om ansøgerens fødeby, ligesom siden indeholder billeder af ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ved sine politiske aktiviteter i Danmark og oprettelsen af den pågældende side på Facebook kan have eksponeret sig selv i en sådan grad, at der er en vis risiko for, at de iranske myndigheder vil opnå kendskab hertil, hvilken risiko imidlertid er særligt udtalt for ansøgeren, hvis bedsteforældre og øvrige familie har været kendt af myndighederne i relation til deres tilknytning til KDPI. Det hører med i billedet, at det må lægges til grund, at ansøgerens far har været indkaldt til afhøringer hos de iranske myndigheder, hvor han er blevet stillet spørgsmål om familiens tilknytning til KDPI. På denne baggrund meddeler Flygtningenævnets flertal ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/331/LMD