Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
” Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været aktiv for Kurdistan Freedom Party (PAK) siden 2009 eller 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, da han er politisk aktiv for partiet Kurdistan Freedom Party. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009 eller 2010 stiftede bekendtskab med partiet, da hans ven, (A), anbefalede ham. Ansøgeren fik to til tre måneder efter en opringning fra PAK’s vicepræsident, (B), som inviterede ham til et møde i Erbil. Ansøgeren fik på mødet lov til at vælge, hvordan han ville samarbejde med partiet. Ansøgeren valgte, at han ville gøre mest mulig nytte for sit hjemland, og han valgte at stå for koordineringen af andre frivillige med henblik på uddeling af politisk materiale. Ansøgeren anbefalede yderligere fem personer til PAK. De blev godkendt, og de hjalp ansøgeren med at uddele politisk materiale. I 2012 eller 2013 var ansøgeren ude at uddele cd’er sammen med (C) fra Javanrood. En patruljevogn satte efter dem. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk fra patruljevognen og at smide cd’erne ud, inden myndighederne fik stoppet ansøgeren. Ansøgeren blev ikke anholdt, da der manglede beviser mod ham. Den 10. oktober 2015 befandt ansøgeren sig i Teheran på en forretningsrejse. Ansøgerens nabo, (D), ringede til ansøgeren og fortalte ham, at myndighederne havde ransaget butikken. Ansøgeren blev bekendt med, at der var konfiskeret cd’er med politisk materiale, ansøgerens kopimaskine og en maskine, der kopierede cd’er. Ansøgeren tog herefter til Urmia og udrejste af Iran dagen efter. Ansøgeren har i Danmark deltaget i en demonstration, som var organiseret af Al Ahwaz-partiet. Demonstrationen fandt sted foran Irans ambassade. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer utroværdig, divergerende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev medlem af PAK i 2009 og også på dagen for samtalen ville betegne sig som medlem af partiet. Til sin asylsamtale forklarede ansøgeren først, at han blev medlem straks efter, at han mødtes med vicepræsidenten i Erbil. Efterfølgende forklarede ansøgeren imidlertid, at han var sympatisør og ikke medlem, idet kun officielle medlemmer af partiet får et medlemskort. Nævnet finder hertil, at ansøgerens forklaring om, at han blev ringet op af vicepræsidenten for PAK, som foreslog, at han og ansøgeren skulle mødes i Irak, blot fordi ansøgerens ven, (A), havde anbefalet ham, og at ansøgeren af vicepræsidenten på mødet fik at vide, at han kunne samarbejde med dem og selv bestemme, hvilke opgaver, han ville bestride, forekommer utroværdig. Det forhold, at ansøgeren til sin advokat og på mødet i dag har forklaret, at han blev observeret af partiet i en periode forud for godkendelsen uden, at han vidste det, kan ikke føre til en anden vurdering, da forklaringen er udbyggende og beror på ansøgerens egen formodning. Nævnets flertal bemærker videre, at ansøgeren under asylsamtalen ikke har kunnet redegøre nærmere for partiets opbygning og ledelse samt besvare spørgsmål om, hvad der stod på de løbesedler, han angiveligt uddelte. Nævnets flertal finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han har forklaret divergerende om, hvornår episoden med påkørslen fandt sted, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at den fandt sted i 2011/2012 og til asylsamtalen, at den fandt sted i 2012/2013. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der angiveligt blev konfiskeret under ransagningen af hans butik, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at nogle personer fra Amakier (fra regeringen) havde fundet dokumenter/papirer med opfordringer til demonstrationer og oprør mod den iranske regering, ligesom de havde konfiskeret ansøgerens computer. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at der lå 60 CD´er med taler af (A) i forretningen og ikke andet politisk materiale. Det moralske politi havde konfiskeret CD´erne, kopimaskinen og den maskine, der kopierer CD ´er, men ikke andet. Nævnets flertal har endeligt lagt vægt på, at ansøgeren over for advokaten og på mødet i dag har udbygget sin forklaring om episoden i forretningen, idet han har forklaret, at en af hjælperne var blevet fanget på et overvågningskamera, da han uddelte CD´er og var stukket af og løbet over til ansøgerens forretning. For så vidt angår ansøgerens deltagelse i en demonstration i Danmark den 11. februar 2016 bemærker nævnets flertal, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke holdt taler eller stillede op til interviews under demonstrationen, at han ikke opgav sit navn, og at ansøgeren på de fotos, der er taget i forbindelse med demonstrationen, ikke forekommer umiddelbart genkendelig. Flertallet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af sin deltagelse i demonstrationen. Nævnets flertal bemærker hertil, at ansøgerens forklaring om, at hans bror blev anholdt, forekommer utroværdig, idet ansøgeren under asylsamtalen først forklarede, at hans lillebror ringede til ham og senere, at han selv ringede til familien og spurgte, hvordan de havde det, og at hans mor herunder oplyste, at broren var blevet anholdt, hvorefter ansøgeren ændrede det til, at det rettelig var familien, der ringede til ham. Ansøgeren har derimod på mødet i dag forklaret, at hans bror ringede til ham og fortalte om sin tilbageholdelse. Han fortalte, at han var blevet kontaktet i et vejkryds, havde fået taget sin telefon, hvorefter han var blevet forfulgt – broren kunne herefter ikke oplyse mere, idet han havde sagt, at det måtte ansøgeren selv regne ud. Efterfølgende ringede faren til ansøgeren på brorens telefon og fortalte, at broren havde været tilbageholdt i to dage. Flygtningenævnets flertal finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at brorens angivelige anholdelse havde baggrund i ansøgerens deltagelse i en demonstration i Danmark. Flygtningenævnets flertal finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/322/JHB.
