Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [en mindre by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, udsat for overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udleveret mad til medlemmer af KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2015 om natten blev opsøgt af tre medlemmer af KDPI, mens han vogtede får. De bad ansøgeren om at give dem mad, hvilket han indvilligede i. En anden hyrde, [A], lyste på de pågældende, da de var på vej fra ansøgerens telt. Dagen efter ringede ansøgerens bror til ansøgeren, mens han var til frisør i Sarpol-e Zahab, og broren fortalte ansøgeren, at de iranske myndigheder havde opsøgt og ransaget familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter til Tyrkiet. Ansøgerens familie har efterfølgende fortalt ham, at de fortsat bliver opsøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at naboen, [A], skulle have set og rapporteret til myndighederne, at nogle personer i khakifarvede dragter var kommet forbi ansøgerens telt midt om natten – og kortvarigt opholdt sig her – og at [A] i givet fald skulle have draget den konklusion, at ansøgeren herved havde hjulpet KDPI. Det beror endvidere udelukkende på ansøgerens formodning, at dette skulle være årsagen til, at myndighederne dagen efter angiveligt opsøgte og ransagede ansøgerens hjem og spurgte efter ham. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at myndighederne efter ansøgerens forklaring ikke oplyste at være bekendt med episoden. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren valgte at udrejse af landet uden at søge oplysninger om årsagen til myndighedernes henvendelse henset til, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at [A] havde anmeldt nogle familier, hvorefter de blev afhørt og derefter frit kunne vende tilbage til deres hjem. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at myndighederne efter ansøgerens forklaring til asylsamtalen og til advokaten og under mødet i nævnet stadig skulle opsøge ansøgers familie engang imellem og spørge efter ham. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den tid, der er forløbet, siden episoden fandt sted - i [sommeren] 2015 - dels på den angivelige forseelses karakter og dels på, at [A], der er familiens nabo, må antages at være bekendt med, at ansøgeren ikke længere opholder sig i hjemmet. Flygtningenævnet finder endelig, at det fremstår utroværdigt, at ansøgerens svoger skulle have været i stand til på en dag at fremskaffe midler til og arrangere ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/32/ADP
