Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kurdistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de iranske myndigheder, idet han har slået en politibetjent og skubbet en anden politibetjent. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har deltaget i kristendomsundervisning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev inviteret til at deltage i kristendomsundervisning af sin ven, [A], idet ansøgeren var interesseret i kristendommen og havde spørgsmål om kristendommen, som [A] ikke kunne besvare. Tredje gang ansøgeren deltog i kristendomsundervisningen, stormede politiet hjemmekirken, hvor undervisningen foregik. Ansøgeren så underviseren få tæsk af politiet og blev derefter ført ud i gården. Efter at have set og hørt at politiet fortsatte med at slå underviseren, slog ansøgeren en politibetjent med knytnæve i ansigtet og skubbede en anden politibetjent, som stod i porten. Ansøgeren løb herefter hen til sin ven, [B’s], café. Ansøgeren fortalte [B], at han havde deltaget i kristendomsundervisning, og at han havde slået en politibetjent. [B] fortalte ansøgeren, at kristendommen er ulovlig i Iran, hvilket ansøgeren ikke vidste. Ansøgeren overnattede på caféen, og den efterfølgende aften ringede ansøgerens far til ansøgeren og fortalte, at politiet havde ledt efter ham på ansøgerens bopæl og arbejdsplads. Ansøgeren overnattede en uge i [B’s] café og hos nogle venner, inden han udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen ikke fremstår troværdig. Nævnet har lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt han blev slået indenfor i hjemmekirken. Under nævnsbehandlingen har han forklaret, at han blev slået indenfor, mens han i sit asylskema alene har forklaret, at han blev skældt ud. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at de blev hånet, mens de blev dirigeret hen til bilerne. Under samtalen [i efteråret] 2016 forklarede han, at det alene var lederen af hjemmekirken, der blev slået. Under samtalen [i starten af] 2017 præciserede ansøgeren, at han ikke blev slået af politiet, da han blev foreholdt sine oplysninger til asylskemaet og forklarede, at politiet ikke rørte ansøgeren. I forbindelse med rettelser forklarede han dog, at politiet har rørt ham og ført ham ud af huset med bandeord. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om tilstedeværelsen af skydevåben, idet han under gensamtalen har bekræftet, at han ikke så nogen med skydevåben på noget tidspunkt, efter han kom ud i gården, hvorimod han under samtalen i Flygtningenævnet har forklaret, at han så myndighedspersoner sigte efter sig i forbindelse med flugten. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/318/MAH
