Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Mahabad, Iran. Klageren har i Irak været aktiv for KDPI fra 1998 eller 1999 og indtil sin udrejse til Tyrkiet i 2001 eller 2002. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han selv, ligesom sin far og bror er medlem af KDPI. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var et hemmeligt medlem af KDPI’s partibestyrelse i Mahabad, og at han gemte våben for peshmergastyrkerne. Faren blev som følge af sin politiske aktivitet tilbageholdt af efterretningstjenesten i Iran fem til seks gange. Klagerens bror blev hemmeligt medlem af KDPI i 1988 eller 1989. Han blev officielt medlem i 1994. Broren var også pershmerga. Klageren deserterede under aftjening af sin værnepligt, da han blev chikaneret og blev udsat for fysiske overgreb af både menige og officerer som følge af sin brors politiske tilhørsforhold. Klageren var desuden politisk aktiv for KDPI i Iran. Klageren deserterede i [nærmere angivet måned og årstal], hvorefter han rejste til Irak og blev medlem af KDPI og peshmerga. Klageren blev i 2010 medlem af KDPI i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund, idet nævnet finder, at den er divergerende og udbyggende. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om sine politiske aktiviteter i Irak. Klageren har til asylsamtalen den 14. april 2010 forklaret, at han efter at være kommet til Erbil i Irak i 1998-99 sympatiserede med en ungdomsorganisation for KDPI, Yekitilavan, der ikke havde noget med selvmordstropper at gøre, og at han deltog i forsamlinger ca. en gang om måneden med andre unge samt uddelte tidsskrifter for KDPI ca. hver 20. dag, mens klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen den 7. april 2017 har forklaret, at han efter at være kommet til Irak blev medlem af KDPI og var Peshmerga. Klageren har under nævnsmødet fastholdt, at han var peshmerga og har nu yderligere forklaret, at han fik våbentræning i tre måneder i Irak. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer om sine tilbageholdelser i Iran. Klageren har til asylsamtalen den 14. april 2010 forklaret, at han under aftjeningen af sin værnepligt ikke har været tilbageholdt i 42 dage, men derimod tre gange i henholdsvis 20 dage, 6 dage og 48 timer, mens han til samtalen med Udlændingestyrelsen den 7. april 2017 har forklaret, at han blev tilbageholdt 2-3 gange i 24 til 48 timer og aldrig længere tid end 48 timer, og endelig har klageren under nævnsmødet forklaret, at han har været tilbageholdt 42 dage hos den militære undersøgelsesret og herudover tre gange i henholdsvis 20 dage, 6 dage og 48 timer i garnisonen. Klageren har til asylsamtalen endvidere forklaret, at han under den første tilbageholdelse blev udsat for fysisk tortur, idet han blev hængt op i armene og pisket med en knippel, idet han blev slået med varmt strygejern, og idet der blev slukket cigaretter på hans krop og arme, mens han til samtalen den 7. april 2017 har forklaret, at han under sin første tilbageholdelse kun blev udsat for at skulle tage sit tøj af og sidde i arrestlokalet i 24 timer, og at han ikke blev udsat for vold eller tortur, og at han under ingen af sine tilbageholdelser er blevet pisket eller brændt med et strygejern. Klageren har under nævnsmødet på ny forklaret, at han blev udsat for tortur ved at blive brændt med strygejern på kroppen og med cigaretter på armene. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund klagerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klagerens ene bror og ene søster fortsat bor i Iran uden at være forfulgt. Flygtningenævnet finder, at klageren herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevending til Iran vil være i risiko for forfølgning eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. På den baggrund kan UNHCR’s registrering af klageren som flygtning ikke føre til en anden vurdering. Udlændingelovens § 31, stk. 1, er derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/314/JHB.
