Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tortureret, fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2005 var fårehyrde i landsbyen, [iransk landsby 1], i [iransk by 2]. På et tidspunkt tændte ansøgeren et bål for at lave mad, men bålet eksploderede, fordi der lå en mine fra krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren henvendte sig flere gange fra 2005-2015 til Bonyad Shahid, et myndighedskontor hvor man kan blive godkendt som krigsveteran og få kompensation. Ansøgeren blev sendt til undersøgelser på hospitaler og klinikker hele tiden, men han fik afslag på at blive anerkendt som krigsveteran. Ansøgeren blev ikke godkendt, fordi han er yarsan, og yarsans har ikke samme rettigheder som andre iranere. I [foråret] 2015 mødte ansøgeren [A], leder af Bonyad Shahid, på gaden i Sarpol Zahab. Ansøgeren anmodede [A] om at blive anerkendt som krigsveteran, hvilket [A] indvilligede i. [A] bad ansøgeren om at henvende sig på kontoret igen måneden efter, hvilket ansøgeren gjorde. Da [A] fandt ud af, at ansøgeren var yarsan, nægtede han at ordne ansøgerens papirer. De kom op at skændes, og i den forbindelse røg alle papirerne ned på gulvet. Ansøgeren blev træt af det hele og vred og trampede på Khameneis og Khomeinis billeder og koranen. [A] tilkaldte vagten og ville ringe til politiet, da ansøgeren nåede at flygte. Han kørte til sin bopæl i [en iransk landsby 3] og tog derefter ophold hos sin søster i Dalahoo i fire måneder. Herefter udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ikke i sit asylskema har oplyst om den asylbegrundende episode, som han påberåber, men først under de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2005 fik sprængt tre fingre af, da han tændte et bål oven på en mine, og at han derefter igennem en årrække søgte om at blive godkendt som krigsveteran. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der efter 10 år med ca. 100 henvendelser til den organisation, hvor han løbende havde henvendt sig for at blive godkendt som krigsveteran, opstod en asylbegrundende episode. Der er herved lagt vægt på, at organisationen og den chef, som ansøgeren opsøgte, efter ansøgerens egen forklaring vidste, at ansøgeren var yarsan, og at der således ikke kom noget nyt frem på det pågældende måde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans vredesudbrud og flugten fra kontoret forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle udvise tålmodighed i 10 år og derefter en tilfældig dag, hvor han efter sin forklaring under nævnsmødet ikke var blevet lovet andet, end at chefen ville kigge på hans sag, skulle gå amok og trampe på billeder af de religiøse ledere og koranen. Det forekommer herefter usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne flygte ud af organisationens bygning uden at blive pågrebet, hvis episoden havde fundet sted, og hvis chefen havde ringet efter politi og vagt, og hvor der som forklaret var i hvert fald tre til fire personer, der havde pågrebet ansøgeren for at skille ham og organisationens chef fra hinanden. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om denne sidste episode på kontoret til grund, og nævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sine henvendelser på organisationens kontor er blevet profileret over for myndighederne på en sådan måde, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/302/DTO
