Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mentalt handicappet. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], ved Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren, der er mentalt han-dicappet, har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.
Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin mors, brors, [A] og søsters, [B], konflikter, som hun ikke kender indholdet af. Hun boede sammen med sin mor og bror. Det var familiemedlemmerne, der besluttede, at de alle skulle udrejse. Hun ved ikke, hvad familiemedlemmerne frygtede, og hvad de har været udsat for. Hun ønsker ikke at vende tilbage til Iran. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2017 taget stilling til ansøgningerne fra moren samt fra [A] og [B]. Flygtningenævnet tilsidesatte i vidt omfang disse ansøgeres forklaringer og fandt ikke, at de opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Herefter, og efter en vurdering af ansøgerens særlige forhold, herunder at hun er mentalt handicappet, finder Flygtningenævnet ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen, eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/299/HHU
