Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer mod regimet i sommeren 2009, marts 2010 og marts 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt karikaturtegninger af profeten Mohammed og afbrændt Koranen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret/sommeren] 2012 downloadede tre karikaturtegninger af profeten Mohammed fra internettet, som han delte med to-tre andre. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til en samtale hos Herasat og fik forbud mod at komme på universitetet. Ansøgeren og ansøgerens far mødtes herefter med Herasat med henblik på at få ansøgeren tilbage på universitetet. På et efterfølgende møde, hvor også to mullaher deltog, fik ansøgeren lov til at fortsætte på universitetet, såfremt han ikke udførte noget forbudt eller forkert. I [foråret] 2013 blev ansøgeren og hans far opsøgt af efterretningstjenesten, hvor ansøgeren blev afhørt om karikaturtegningerne. Ansøgeren blev derefter tilbageholdt i 18 dage. Frem til sommeren 2013 blev ansøgeren afhørt fire gange. Under en ferie med sine venner i Kermanshah i sommeren 2014, satte ansøgeren under en udflugt med sine venner ild til en Koran, hvilket den ene ven filmede med sin mobiltelefon. En til to måneder senere oplyste ansøgerens farbror ansøgeren om, at hans kollega fra militæret havde fortalt ham, at efterretningstjenesten mistænkte ansøgeren for at have afbrændt Koranen. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. I [sommeren] 2016 fortalte ansøgerens bror, at to civilklædte personer havde opsøgt ansøgerens fars bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark har oprettet en blog under navnet ”[X]”, hvor han har lagt blandt andet satiriske tegninger og tekster, som han selv skriver, og at han omkring marts 2016 blev interviewet på radio [A] om sin asylsag i Danmark. Disse aktiviteter vil blive betragtet som blasfemi og en ærekrænkelse af profeten Mohammed, hvilket er en alvorlig forbrydelse i Iran. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret troværdigt og konsistent om konflikten med den lokale sikkerhedstjeneste på universitetet og efterretningstjenestens senere opsøgning og tilbageholdelse af ham og hans far samt om afbrændingen af en koran og videooptagelsen heraf. Nævnet finder, at ansøgeren herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Når der videre henses til oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark, der må anses som en videreførelse af hans aktiviteter i Iran, og oplysningerne i baggrundsmaterialet om de iranske myndigheders overvågning af regimekritiske aktiviteter i udlandet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundet forfølgelse i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/266/CMA