iran2017260

Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah-provinsen i Iran. Som barn flyttede ansøgeren og familien til Irak, hvor de havde ophold i al-Tash-lejren. I 1997 flyttede ansøgeren tilbage til Iran, hvor han bosatte sig i byen Kermanshah. Ansøgeren har været sympatisør og haft politiske aktiviteter for partiet [kurdisk parti] i en periode på omkring to år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter for [det kurdiske parti]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han natten mellem den […] og […] august 2015 deltog i uddeling af materiale i form af løbesedler og CD’ere. Ved den lejlighed blev ansøgeren og to partisympatisører opdaget af soldater. Den ene partisympatisør blev tilbageholdt, og det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter han straks udrejste illegalt af Iran med hjælp fra sin bror. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren haft kontakt til sine søskende, der har oplyst, at ansøgerens bopæl dagen efter ansøgerens udrejse blev opsøgt af efterretningstjenesten med henblik på anholdelse af ansøgeren. Ansøgeren har endvidere fået oplyst, at myndighederne også siden har henvendt sig på bopælen og blandt andet konfiskeret hans computer. I slutning af 2015 omkring tre måneder efter ankomsten til Danmark er ansøgeren blevet medlem af [det kurdiske parti], og han deltager i aktiviteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en troværdig, sammenhængende og detaljeret forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Iran opsøgte [det kurdiske parti], som han senere udførte aktiviteter for. Det lægges endvidere til grund, at myndighederne under en episode, hvor ansøgeren og to partisympatisører var ude og uddele information om [det kurdiske parti], anholdt den ene af partisympatisørerne, samt at ansøgerens bopæl næste dag blev ransaget. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens politiske aktiviteter er kommet til myndighedernes kendskab. Ansøgerens forklaring er understøttet af hans oplysninger om, at han er opvokset i Al Tash-lejren, og at han allerede der fik kendskab til [det kurdiske parti] samt af hans oplysninger om, at store dele af hans familie også er politisk aktive og endelig af, at han i Danmark forsat er politisk aktiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/260/nke