Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark er konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil fængsle ham på livstid, idet han er blevet beskyldt for under sin militærtjeneste at have stjålet seks håndvåben. Han frygter endvidere, at han vil blive udsat for overgreb fra de iranske myndigheders side som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han [i efteråret] 2015 stod vagt foran kasernens våbenlager fra klokken fire til seks om morgenen. Da hans vagt var afsluttet, fik han at vide, at seks håndvåben manglede på våbenlageret, og han blev anklaget for at have stjålet dem. Han fik oplyst, at hans overordnede, [A], havde meddelt, at ansøgeren var faldet i søvn under sin vagt og derfor ikke havde udført sin opgave. Efterfølgende blev ansøgeren i håndjern transporteret i en taxa til militærretten i Kermanshah af soldaten, [B], som ansøgeren ligeledes betragtede som en ven. Da ansøgeren ankom til militærretten, bad han om at komme på toilettet, og [B] tog håndjernene af ham og ventede uden for toiletbåsen. Da [B] åbnede døren til toilettet, slog ansøgeren ham i hovedet med et vandrør, hvorved [B] mistede bevidstheden. Herefter fik ansøgeren trukket [B] ind i toiletbåsen. Efterfølgende forlod ansøgeren toiletbygningen og flygtede fra militærrettens område ved at hoppe over en mur. Ingen så ansøgeren i forbindelse med flugten. Til støtte for konversionen har ansøgeren forklaret, at han begyndte at interessere sig for kristendommen to-tre uger, før han blev døbt [i sommeren] 2016, idet [en ven fra ansøgerens asylcenter] overtalte ham til at gå med i kirke en søndag. Inden dåben deltog ansøgeren i en sommerlejr i Hobro, ligesom han så en film om Jesus. Præsten sagde, at han var klar til at blive døbt. Ansøgeren har siden gået i kirke hver søndag. Han læser Det Nye Testamente en time hver dag i en gruppe på nettet. Han har også i år deltaget i et endags-kirkeligt arrangement i Hobro. Han har uploadet en del billeder om kristendommen på sin åbne Facebookprofil, idet det er den eneste måde, han kan bekendtgøre, at han er kristen. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren vel har forklaret konsistent om det påberåbte asylmotiv vedrørende beskyldningerne om våbentyveriet, men at hændelsesforløbet samlet set må anses for så usandsynligt, at ansøgeren ikke kan anses for at have sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren blev transporteret i en taxa med kun én militærpolitimand til undersøgelsesretten, selvom militærpolitihovedkvarteret var stationeret på ansøgerens garnison og således må antages at råde over såvel mandskab som køretøjer, at ansøgerens forklaring om flugten fra undersøgelsesretten i sig selv må anses for ganske usandsynlig, og at det ligeledes må anses for usandsynligt, at efterretningstjenesten eller de militære myndigheder ikke på et langt tidligere tidspunkt har ransaget forældrenes bopæl med henblik på at finde ansøgeren. Nævnet bemærker herved, at dette efter ansøgerens forklaring først kan anses for sket efter omkring et halvt år. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste, at han fik oplysning herom allerede mens han befandt sig i Tyrkiet. Nævnet kan således i det hele ikke lægge ansøgerens forklaring om det påberåbte asylmotiv inden udrejsen til grund. Nævnet har tilsidesat ansøgerens oprindelige asylmotiv som utroværdigt. Der påhviler herefter ansøgeren en skærpet bevisbyrde for, at den konversion, han har foretaget i Danmark, er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren lod sig døbe efter meget kort tid og stort set uden kendskab til kristendommen. Nævnet finder ikke, at ansøgerens efterfølgende aktiviteter, herunder heller ikke i form af Facebook-opslag, er af en sådan massiv, vedvarende og oprigtig karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt reelt er kristen. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/256/SSM
