Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Han har oplyst, at han nu er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighedernes overgreb. På grund af vrede over myndighedernes behandling af hans forældre, kastede han en koran mod en myndighedsperson. Som følge heraf kom han i klammeri med myndighedspersonen, hvilket førte til, at de faldt ned af en terrasse, og myndighedspersonens våben gik af og ramte ham selv. Ansøgeren har derudover deltaget i demonstrationer imod det iranske regime. Ansøgeren har som nærværende asylmotiv henvist til, at hans konversion til kristendommen er reel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er døbt og konfirmeret. Ansøgeren tror på kristendommen, deltager i og tager initiativ til missionslignende aktiviteter. Ansøgeren har erkendt, at det oprindelige asylmotiv angående konflikten med myndighederne som følge af deres behandling af faren var usandt. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret upræcist angående uoverensstemmelserne med sin egen familie og svigerfamilien på grund af ansøgerens interesse for kristendommen, herunder om afbrænding af koranen, ligesom ansøgeren har forklaret upræcist om hvornår han fik interesse for kirkelige forhold i Danmark. Umiddelbart fremstår ansøgeren med lav troværdighed. Imidlertid har ansøgeren nu igennem en længere periode deltaget i kirkehandlinger, undervisning og øvrige aktiviteter, herunder missionerende virksomhed. Han har forklaret deltaljeret om den proces der førte til hans omvendelse til kristendommen, ligesom han har udvist et betydeligt kendskab til den kristne tro. Endvidere må det efter det foreliggende antages, at ansøgeren vil leve sit liv som åbent kristen. Uanset det ovenfor om ansøgerens troværdighed anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering at ansøgerens forhold, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/253/IVK