Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har revet en koran i stykker. Ansøgeren har yderligere som sit asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han har deserteret fra sin værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han under sin værnepligt blev chikaneret af sine overordnede på grund af sin tro. Ansøgerens overordnede ville tvinge ansøgeren til at konvertere til islam. [I foråret] 2015 blev ansøgeren bedt om at gå med ind i et lokale, hvor han skulle bede en muslimsk bøn. Ansøgeren nægtede, og der opstod et skænderi mellem ansøgeren og hans overordnede. Ansøgeren blev så vred, at han rev en koran i stykker. Ansøgeren flygtede med det samme. Han tog hjem til sin farbror i en anden by. Den efterfølgende dag blev ansøgerens bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, hvor ansøgeren fik oplyst, at myndighederne var efter ham. Fire måneder efter udrejste ansøgeren af Iran. Flertallet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen om, at ansøgeren i en situation, hvor en officer og en mullah ville tvinge ham til at bede, pludselig skulle have revet en koran itu, fremstår således ikke overbevisende, særligt henset til konsekvensen i Iran af en sådan alvorlig handling. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende på væsentlige punkter. Flertallet lægger således vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han blev tilbageholdt af militæret. Ansøgeren har til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklaret, at han var blevet tilbageholdt i 3 dage 4-5 måneder, inden han deserterede fra militæret. Til gensamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke kan huske, hvornår han blev tilbageholdt. Flertallet finder i øvrigt, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i perioden efter tilbageholdelsen kunne afvise at bede, efter at han for samme forseelse skulle have været tilbageholdt i 3 dage. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, hvorvidt der var personer, der løb efter ham, da han flygtede fra kasernen. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at personer fra sikkerhedsafdelingen og den ideologiske afdeling løb efter ham. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at der ikke var nogen, der løb efter ham. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der var nogen, der løb efter ham. Endelig har flertallet lagt vægt på, at det er påfaldende og bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har oplyst, at han ikke kender til sin fætters, [A], konflikt i Iran og dermed baggrunden for, at han har søgt asyl i Danmark. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren og fætteren kommer fra samme landsby med omkring 70-80 huse, at de ifølge forklaringerne udrejste fra Iran med 5-6 dages mellemrum, at de indrejste i Danmark samme dag og indgav ansøgning om asyl på samme sted med 48 minutters mellemrum, samt at de begge som asylgrundlag over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at de over for myndighedspersoner har revet en koran i stykker. Den omstændighed, at ansøgeren frygter de iranske myndigheder, fordi han er deserteret fra militæret kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet finder således efter det foreliggende baggrundsmateriale, at straffen for udeblivelse fra militærtjeneste ikke fremstår som uproportional. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/248/HHU
