iran2017238

Nævnet hjemviste i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk perser og uden religion fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, af sin familie eller af sin tidligere kærestes familie, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter at blive dræbt, fordi han har hørt og spillet heavy metal-musik. Han har til støtte herfor oplyst, at han flyttede ind hos sin mormor, da han var 14-15 år gammel. Han mødte efterfølgende en dreng, [A], i skolen, og de indledte et seksuelt og romantisk forhold. I 2009 blev ansøgeren anholdt i forbindelse med en demonstration. På grund af hans påklædning lagde myndighederne til grund, at han var homoseksuel. Han blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om, at han fremover ville klæde sig ordentlig. Han blev efterfølgende anholdt flere gange i forbindelse med, at han uddelte […] blade. I 2014 blev han afhørt af Basij om sine […] aktiviteter. Den tre timer lange afhøring endte med, at han blev bortvist fra universitetet. [I efteråret 2015] opdagede ansøgerens far og en af dennes venner ansøgeren i færd med at dyrke sex med [A] i ansøgerens mormors hus. Ansøgerens far blev tilbageholdt af sin ven, og det lykkedes derfor ansøgeren og [A] at slippe væk. Flygtningenævnet vurderede under nævnsmødet, at der var behov for en mentalundersøgelse af ansøgeren. Derudover fandt nævnet, at akter fra [A]s asylsag i [andet europæisk land] er relevante for oplysning af sagen. Ansøgeren underskrev under nævnsmødet samtykke til mentalundersøgelse. Nævnet besluttede på denne baggrund at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på mentalundersøgelse af ansøgeren, og at akterne fra [A]s asylsag i [andet europæisk land] forsøges indhentet.” Iran/2017/238/DH