Nævnet hjemviste i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er (i hvert fald oprindeligt) iransk statsborger og født i Al-Tash-lejren, Irak. Flygtningenævnet må på grundlag af UNHCR’s oplysninger [fra medio] og [ultimo] 2016 lægge til grund, at ansøgeren har fået udstedt irakisk nationalitetsbevis af Diyala Civil Status Directorate. UNHCR har [ultimo] 2016 meddelt, at det er uklart, om den irakiske regering anerkender nationalitetsbeviser udstedt af Diyala Civil Status Directorate. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen [fra sommeren] 2016 ikke udtrykkeligt taget stilling til, om ansøgeren må anses for at have opnået statsborgerskab/et regionalt udstedt nationalitetsbevis, og i bekræftende fald hvilken virkning der måtte være knyttet hertil. Flygtningenævnet finder det derfor rigtigst at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en stillingtagen hertil.” Iran/2017/23/DH