Nævnet hjemviste i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er (i hvert fald oprindeligt) iransk statsborger og født i Al-Tash-lejren, Irak. Flygtningenævnet må på grundlag af UNHCR’s oplysninger [fra foråret] formode, at ansøgeren har opnået statsborgerskab i Irak, formentligt gennem de kurdiske myndigheder. UNHCR har i en konkret sag [ultimo] 2016 meddelt, at det er uklart, om den irakiske regering anerkender nationalitetsbeviser udstedt af Diyala Civil Status Directorate. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen [fra sommeren] 2016 ikke udtrykkeligt taget stilling til, om ansøgeren må anses for at have opnået statsborgerskab/et regionalt udstedt nationalitetsbevis, og i bekræftende fald hvilken virkning der måtte være knyttet hertil. Flygtningenævnet finder det derfor rigtigst at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en stillingtagen hertil.” Iran 2017/22/DH