Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Sarpole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin kærestes, [S]’s, familie. Han frygter yderligere myndighederne, idet [S]’s familie har meldt ham til politiet. Ansøgeren har videre henvist til, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han også af denne grund risikerer at blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans forhold i hjemlandet til grund. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til [S] og deres forhold til familierne, og at forklaringen også i sig selv må anses for ganske usandsynlig – blandt andet henset til ansøgerens alder, den lange tidsmæssige udstrækning af forholdet og landsbyens meget begrænsede størrelse. For så vidt angår konverteringen bemærker Flygtningenævnet, at det er afgørende er, om konversionen kan anses for reel. Ved denne bedømmelse bemærker Flygtningenævnet først, at ansøgeren overfor politiet opgav falsk navn og forkert fødeland. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i hjemlandet er blevet forkastet i sin helhed som utroværdigt. På denne baggrund påhviler der ansøgeren en skærpet bevisbyrde for at sandsynliggøre, at konversionen er reel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet forklaring til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 uden at oplyse, at han på daværende tidspunkt havde interesse for kristendommen og indledt et dåbsforløb. Ansøgeren blev døbt kort tid efter, at han havde fået afslag på sin asylansøgning, idet Udlændingestyrelsen også havde tilsidesat hans asylmotiv i sin helhed. Ansøgeren har under nævnsmødet vel forklaret om, hvordan hans interesse for kristendommen opstod, ligesom han har demonstreret en vis, begrænset viden om kristendommen. Ansøgerens forklaring og fremtræden under nævnsmødet findes ikke at give et overbevisende udtryk for, at konversionen er reel. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har løftet sin bevisbyrde for, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at ansøgeren afgiver en nærmere forklaring om sit kristne tilhørsforhold, idet nævnet bemærker, at ansøgeren har haft lejlighed til at forklare herom under nævnsmødet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/202/IVK
