Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [by], Iran. Ansøgeren sympatiserer med partiet Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt, fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for partiet Komola. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han som sympatisør for Komola har uddelt løbesedler, klistret løbesedler op samt talt med forskellige folk om partiet. Ansøgeren startede sine politiske aktiviteter, efter han mødte en person ved navn [A] i en taxa. Ansøgeren og [A] talte sammen i taxaen om kurdernes situation og aftalte at mødes igen. 7 til 10 dage efter deres første møde aftalte ansøgeren og [A] at mødes i [parken] i byen […]. [A] spurgte ansøgeren ved dette møde, om han havde lyst til at lave politiske aktiviteter for partiet Komola, hvilket ansøgeren indvilligede i. Ansøgeren uddelte løbesedler fire gange i perioden fra [vinteren 2014] til [foråret 2015]. 10 dage inden ansøgerens udrejse var han til en privat sammenkomst med fire venner, hvor han kritiserede det iranske styre. Ansøgeren tog herefter op til sin families plantage. Ansøgeren blev ringet op af sin farbror, da han var på vej hjem fra plantagen. Farbroren fortalte, at ansøgerens families bopæl var blevet ransaget af myndighederne, og at ansøgerens far og bror var blevet taget med på politistationen. Ansøgerens far og bror blev på politistationen forevist en filmoptagelse af ansøgeren fra den private sammenkomst. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [sommeren] 2015. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han efter indrejsen i Danmark har deltaget i et møde i Herning i [vinteren] 2015 med repræsentanter fra Komola partiet, hvor han blev valgt til medlem af partiets ungdomsudvalg i Danmark. Endvidere har han skrevet om partiet og kurderes forhold på internettet og på Facebook. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har sympatiseret med Komola KZK, og at han efter indrejsen i Danmark har udført begrænsede aktiviteter for partiet og kurderes generelle forhold. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet ikke afvise, at disse aktiviteter er kommet til myndighedernes kundskab. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor allerede af denne grund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/20/thj