Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske persere. Den mandlige ansøger er shia muslim fra Kermanshah, Iran, og den kvindelige ansøger er shia muslim fra […], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og fængslet af de iranske myndigheder, idet ansøgernes to sønner befinder sig i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder på grund af deres politiske aktiviteter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til ægtefællens asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han ikke selv har haft problemer med de iranske myndigheder, men at ansøgerens ældste søn, [A], har haft problemer med de iranske myndigheder. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgernes ældste søn var en del af den grønne bevægelse i Iran, og at han var politisk aktiv i forbindelse med præsidentvalget i 2009, hvor han støttede præsidentkandidaten Musavi. Den ældste søn blev tilbageholdt i 40-45 dage i forbindelse med en demonstration men fortsatte sine politiske aktiviteter frem til hans udrejse. Omkring tre til fire dage efter den ældste søns udrejse fra Iran, blev ansøgerne en nat opsøgt på deres bopæl. I den forbindelse blev ansøgernes yngste søn, [B], tilbageholdt af myndighederne i 16-17 timer, idet myndighederne troede, at den yngste søn var den ældste søn, [A]. I forbindelse med den yngste søns løsladelse blev den mandlige ansøger og den yngste søn pålagt en månedlig meldepligt hos de iranske myndigheder, hvor de hver gang underskrev et stykke papir. Den mandlige ansøger havde meldepligt frem til sin udrejse. På et ukendt tidspunkt blev den yngste søn bortvist fra sit studie, og den mandlige ansøger formoder at det skyldes, at den yngste søn ligeledes lavede politiske aktiviteter. En ukendt dato blev ansøgernes lejlighed opsøgt af myndighederne, da den yngste søn var alene hjemme. Det lykkedes sønnen at flygte, hvorefter han kort tid efter udrejste af Iran. Den mandlige ansøger havde fortsat meldepligt, men han følte at myndighederne holdt øje med ham. Ansøgerne har tre-fire gange besøgt deres ældste søn i Danmark, og hver gang har ansøgerne fået udstedt visum af den danske ambassade i Teheran. Ansøgerne har i den forbindelse oplyst myndighederne om, at han skulle udrejse grundet behandling af hans kræftsygdom, og hver gang udrejste ansøgerne legalt af Khomeini-lufthavn i Teheran. Omkring tre dage efter ansøgernes indrejse i Danmark [i sommeren] 2016 blev den ældste søn kontaktet af ansøgernes datter, Nargas, som fortalte, at ansøgerne yngste datter, Zahra, havde fortalt, at de ikke kunne vende tilbage til Iran, idet deres bopæl var blevet opsøgt af myndighederne. Ansøgerne formoder, at den yngste datter har været tilbageholdt, men de ved ikke hvorfor, at den yngste datter har sagt, at det ikke er sikkert for dem at vende tilbage. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgernes søn, [A], er flygtet fra Iran som følge af sine politiske aktiviteter. Som det fremgår af afgørelsen vedrørende [B], kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [B] blev anholdt af de iranske myndigheder i 2011 eller 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger blev pålagt meldepligt, idet ansøgernes søn, [B], har forklaret, at han og den mandlige ansøger skulle melde sig den 1. i hver måned, mens ansøgerne har oplyst forskelligt om mødehyppigheden, og den mandlige ansøger har under mødet for nævnet oplyst, at han skulle melde sig den 20. i hver måned. Ansøgerne har i øvrigt forklaret divergerende om mødehyppigheden efter [B’s] udrejse. Idet ovennævnte tilsidesættes som konstrueret til lejligheden, og da ansøgerne har forklaret, at de i øvrigt ikke har problemer med myndighederne i Iran, samt da de er udrejst legalt på eget pas, finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/198/lrn
