Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Barika lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har sympatiseret med ”Democratic Party of Iranian Kurdistan” (KDPI), og har bidraget økonomisk samt promoveret partiet. Ansøgeren har yderligere forsøgt at hverve andre til partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været tilknyttet KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far ligeledes har været involveret i KDPI, siden hans forældre udrejste fra Iran til Irak i 1979. Arbejdet bestod i, at han var medlem af KDPI, og at han to gange om året hentede 15-20 aviser i Koya samt fik tilsendt aviser, som derefter blev omdelt. Ansøgeren har været sympatisør, så længe han kan huske. Som nævnt har hans aktivitet bestået i at støtte partiet økonomisk ved at betale kontingent, samt stået vagt tre gange ved begivenheder ved partiets mærkedage, omdelt aviser en gang i 2010, en gang i 2011 og deltaget i et arrangement i 2009. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens far har haft politiske aktiviteter i Iran eller i Al-Tash-lejren eller andre flygtningelejre i Irak, der har været af en sådan karakter, at dette på nogen måde har profileret faderen eller ansøgeren. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om både faderens og sine egne politiske aktiviteter. Ansøgeren har således i sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far har været medlem af KDPI og gået til møder, mens han har afvist, at faderen skulle have andre aktiviteter. Han har videre til den første samtale forklaret, at han selv uddelte aviser for partiet hele sit liv, sidst i 2012, 3-4 gange om året, mens han til anden samtale forklarede, at han havde delt aviser ud to gange i 2010 og i 2011. Endelig har ansøgeren efterfølgende forklaret, at han efter anden samtale, hvor han blev foreholdt, at hans søskende havde oplyst, at hans far havde været peshmerga/partisan, rettede henvendelse til sin far, som bekræftede, at han havde været peshmerga og oplyste, at han havde holdt dette hemmeligt for ansøgeren, idet ansøgeren var den ældste søn. Dertil kommer, at ansøgeren og hans søskende har forklaret indbyrdes divergerende om det øvrige omfang af faderens aktiviteter, idet ansøgerens bror, [H], har forklaret, at forældrene stoppede deres politiske aktiviteter, mens familien boede i Al Tash-lejren, og at de ikke var politisk aktive i Barika-lejren. Ansøgeren har derimod forklaret, at familien forlod Al-Tash-lejren i 2003, men at hans forældre derefter fortsat var politisk aktive. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller forklare uddybende om familiens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder dertil, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens far ikke skulle fortælle sin ældste søn, at han var peshmerga navnlig henset til, at der angiveligt var tale om en meget politisk aktiv familie, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens søskende i årevis skulle holde denne oplysning hemmelig for ham. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at den erklæring vedrørende ansøgerens status som sympatisør med KDPI, der er fremlagt i sagen, er fremsendt direkte fra KDPI til ansøgerens advokat, hvilket ifølge baggrundsoplysningerne tillige forekommer mindre sandsynligt, såfremt der er tale om en ægte erklæring. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren selv har haft aktiviteter for KDPI, som har profileret ham, ligesom Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans far var profileret i Iran forud for udrejsen i 1979 eller, at faderen er blevet det i Irak efter 1979. Flygtningenævnet har efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at enhver kurder med iransk baggrund, der er født i Irak og derefter indrejser i Iran, risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/178/IVK
