Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran frygter at vende tilbage til det samme hårde liv og det samme hårde arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var stofmisbruger, og at faren ikke havde et arbejde. Ansøgeren forsørgede derfor sin familie. Ansøgerens far tog de penge, som ansøgeren tjente, og brugte dem på sit stofmisbrug. Ansøgeren har forklaret, at hans far mange gange har truet med at slå ham ihjel, når ansøgeren nægtede at gå på arbejde. Ansøgerens far har desuden slået ansøgeren et par gange om ugen de sidste tre til fire år inden udrejsen, når ansøgeren nægtede at gå på arbejde. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet de har fundet en ulovlig kristen bog blandt hans ejendele, og idet ansøgeren har et kors tatoveret på armen. Ansøgeren frygter følgeligt, at myndighederne urigtigt vil tro, at han er konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han for cirka to-tre år siden fik en kristen bog foræret af sin barndomsven, [A]. Ansøgeren kan ikke huske titlen på bogen, ligesom han aldrig læste bogen, idet han læser meget dårligt. [A] fortalte ansøgeren, at det var en ulovlig bog. Få dage efter, at ansøgeren havde fået bogen, tatoverede [A] et stort kors på ansøgerens overarm. Ansøgeren var på det tidspunkt interesseret i kristendommen. Da ansøgeren imidlertid havde travlt med at arbejde, kunne han ikke dyrke denne interesse yderligere. I Iran gik ansøgeren med lange ærmer, hvorfor han ikke har haft problemer i forbindelse med tatoveringen. Ansøgerens morbror har for en-to måneder siden fortalt, at ansøgerens far er blevet anholdt for tyveri. I forbindelse med anholdelsen har myndighederne foretaget en ransagning af bopælen. Under ransagningen har myndighederne fundet den kristne bog på ansøgerens værelse. Morbroren oplyste, at efterretningstjenesten sidenhen har været på bopælen tre-fire gange for at spørge efter ansøgeren. Ansøgerens far er fortsat tilbageholdt et ukendt sted. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om forholdet til sin far til grund, men vurderer, at dette ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at myndighederne har fundet en kristen bog på ansøgerens bopæl, eller at myndighederne har opsøgt hans bopæl og spurgt efter ham. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan og hvorfor han modtog den kristne bog, forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på ansøgerens manglende viden om bogens indhold, ligesom han ikke husker, hvad vennen fortalte om kristendommen og bogen, til trods for, at det angiveligt havde så stor betydning for ham, at han endvidere fik tatoveret et kristent symbol på sin arm, uagtet han kendte til risikoen herved. Hertil kommer, at forklaringen om den kristne bog forekommer udbyggende, idet han først efter, at han havde fået afslag på sin ansøgning om asyl, har oplyst herom. Endelig tillægger nævnet det en vis betydning, at ansøgeren ikke har opsøgt nærmere viden om kristendommen i Danmark. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at det forhold, at ansøgeren har tatoveret et kors på højre overarm, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2017/176/JHB
