iran2017172

Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive seksuelt krænket og slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har demonstreret for yarsan-folkets rettigheder. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i henholdsvis [efteråret] 2012 og [sommeren] 2014 blev tilbageholdt i cirka en halv dag som følge af sin deltagelse i yarsan-ceremonier. Den […] 2015 deltog ansøgeren i en mindehøjtidelighed, som markerede toårsdagen for [en navngiven person]s død. Begivenheden blev filmet af civilklædte personer, som ansøgeren formoder var fra politiet. Tre-fire dage herefter blev ansøgeren og hans bror anholdt af de iranske myndigheder, og i løbet af de fire dage, hvor ansøgeren efterfølgende var tilbageholdt, blev han udsat for verbale, fysiske og seksuelle overgreb. I tiden efter løsladelsen skulle ansøgeren tre gange om ugen henvende sig på politistationen og erklære, at han ikke ville rejse bort. Cirka tre måneder efter ansøgerens løsladelse bad den åndelige leder, Seyed Nasreldin Haydari, ansøgeren om at arrangere en demonstration for yarsan-folkets rettigheder. Demonstrationen blev afholdt [i efteråret] 2015, og den blev filmet af de iranske myndigheder. Tre-fire dage efter demonstrationen ringede ansøgerens brors ægtefælle til ansøgeren og fortalte, at de iranske myndigheder havde opsøgt og ransaget ansøgerens bopæl. Samme aften kørte ansøgeren til Teheran, hvor han opholdt sig i 20 dage, inden han udrejste af Iran. Under ansøgerens ophold i Teheran opsøgte de iranske myndigheder ansøgerens bopæl tre-fire gange.  Efter sin udrejse har ansøgeren af sin familie fået oplyst, at hans bopæl er blevet opsøgt yderligere to gange, og ansøgerens bror blev i forbindelse med det sidste besøg anholdt og udspurgt om ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er seyed. Han har deltaget i en forsamling den […] 2015 i anledning af [den navngivne person]s død. Han blev fire dage efter anholdt og tilbageholdt i tre-fire dage, hvorunder han blev slået og voldtaget. Han blev løsladt med meldepligt, som han overholdt i tre måneder. Han deltog i endnu en forsamling. Han forlod herefter hjembyen og udrejste kort tid efter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring om hans meget fremtrædende rolle i den seneste forsamling til grund. Forklaringen stemmer ikke overens med hans forklaring i den første samtale med Udlændingestyrelsen, og den er også yderligere udbygget under nævnsmødet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at deltagerne i forsamlingerne har båret regimekritiske plakater og bannere, uden at myndighederne greb ind heroverfor i forbindelse med selve forsamlingerne. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren som følge af sin position inden for yarsan-troen sammenholdt med det overgreb, han var udsat for efter deltagelsen i forsamlingen den […] 2015, og det forhold, at han ikke har overholdt sin meldepligt, risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/172