Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Feyzabad, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet efterretningstjenesten har ransaget ansøgerens butik, hvor de fandt pro-kurdisk propaganda. Ansøgeren kender intet til denne propaganda, da det ikke er hans. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans bror, [A], som han drev sin dagligvarebutik med, var på arbejde søndag morgen den 27. september 2015, da de iranske myndigheder ransagede butikken og fandt kurdisk propanda-materiale. [A] blev i den forbindelse anholdt af myndighederne. Ansøgeren ved ikke, hvem der havde placeret materialet i butikken, hvordan de kom ind i butikken, eller hvor i butikken materialet var blevet fundet. Kort efter ransagningen af butikken og anholdelsen af ansøgerens bror blev ansøgerens families bopæl opsøgt og ransaget af efterretningstjenesten, hvor de ledte efter ansøgeren. Omkring klokken ti om formiddagen blev ansøgeren ringet op af sin far, som fortalte, at efterretningstjenesten havde anholdt Peyman i butikken, og at de havde ledt efter ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren var ikke hjemme, idet han på det tidspunkt opholdt sig hos sin søster og hendes ægtefælle i Sarpol-e Zahab. Derefter skjulte ansøgeren sig hos sin svogers bror. Den efterfølgende morgen tog ansøgeren til Urumieh, hvorfra han udrejste af Iran. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han på grund af fund af kurdisk politisk materiale i den dagligvarebutik, som han er indehaver af, er i risiko for forfølgelse fra de iranske myndigheder på grund af formodede politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/169/SSM