Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er født i al-Tash-lejren i Romadi, Irak og flyttede som et-årig til Sarepole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi han har sympatiseret med og udført aktiviteter for KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far flere gange har været anholdt af de iranske myndigheder, fordi han har været aktivt for KDPI, og at han på baggrund heraf også gerne ville støtte op om kurdernes rettigheder. I 2013 fortalte ansøgerens arbejdsgiver, [Y], ansøgeren, at han sympatiserede med KDPI, og han anmodede ansøgeren om at uddele politisk materiale for partiet. Efter tre dages betænkningstid accepterede ansøgeren tilbuddet. De følgende halvandet til to år uddelte ansøgeren cd’er og breve for partiet på [Y’s] foranledning. [I efteråret] 2015 modtog ansøgeren et opkald fra sin bror, [K1], mens ansøgeren opholdt sig hos ansøgerens moster, [K2], i Kermanshah. [K1] fortalte ansøgeren, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl og spurgt efter ansøgeren, og at de havde anholdt [Y]. Herefter opfordrede [K1] ansøgeren til at forlade Iran, og [i efteråret] 2015 udrejste ansøgeren til Tyrkiet. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer troværdig og selvoplevet og kun indeholder divergenser, der vurderes som ubetydelige. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren har uddelt regeringsfjendtligt materiale og herved er kommet i myndighederne søgelys. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgerens opdragsgiver er blevet tilbageholdt, og at ansøgerens bopæl er blevet opsøgt af politiet flere gange. Efter de forelæggende baggrundsoplysninger finder flertallet herefter, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/165/DH