Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er født i […] Nordirak, men hans forældre flyttede tilbage til Iran, da krigen mellem Iran og Irak var slut. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin arbejdsgiver, [A], idet han har været i slagsmål med [As] nevø, [B]. Derudover frygter han at blive anholdt af de iranske myndigheder på grund af slagsmålet. Endeligt har ansøgeren henvist til de generelle forhold for sunni-muslimer og kurdere i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i omkring halvandet år arbejdede hos et snedker- og malerfirma. Ansøgerens arbejdsgiver, [A] var radikal shiamuslim. Ansøgeren blev mobbet på sin arbejdsplads, fordi han ikke var født i Iran, og fordi han var sunni-muslim. På et tidspunkt blev arbejdsgiverens nevø, [B], ansat i firmaet. [B] mobbede ansøgeren endnu mere, og det endte med, at ansøgeren og [B] kom i et slagsmål. Under slagsmålet blev en kommode beskadiget, hvorfor [A] blev sur på ansøgeren. Ansøgeren sagde en masse dårlige ting til [A] og forlod derefter forretningen. Dagen efter afleverede politiet et brev på ansøgerens bopæl, hvori der stod, at han skulle møde på politistationen. Han var ikke selv på bopælen, men hans bofælle, [C], ringede til ansøgeren og fortalte, at han ikke skulle komme hjem. Samme aften tog ansøgeren hjem til sin søster i Karaj, hvor han opholdt sig i omkring ti dage. Efter en uge ringede [C] og fortalte, at politiet igen havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han har haft en konflikt med sin arbejdsgiver, [A], til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konflikten har et sådan omfang og en sådan karakter, at den er asylbegrundende. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han blev chikaneret af [A] og dennes nevø, hvilket førte til et slagsmål med nevøen, hvorefter ansøgeren sagde nogle nedsættende ting om shiamuslimer og blev fyret. Der er videre lagt vægt på, at hverken [A] eller nevøen – uanset om [A] har meldt ansøgeren til politiet, selv har opsøgt ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at [A] meldte ham til politiet til grund. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for konfliktens omfang eller forklare uddybende om konfliktens intensitet. Ansøgeren har i advokatindlægget udbyggende påberåbt sig, at han risikerer at blive straffet, fordi han har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at han personligt er blevet indkaldt til militærtjeneste, som han er udeblevet fra. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens oplysninger om, at han aktuelt er udeblevet fra militærtjeneste, og Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse, fordi han ikke har aftjent værnepligt. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Iran, herunder om forholdene for sunnimuslimske kurdere, at forholdene for disse ikke er sådanne, at det i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Der er herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne fra Iran om, at ulovlig udrejse straffes med fængsel i 1-3 år eller bøde. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/164/HHU
