Nævnet meddelte i april 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran og har anført at være ateist. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, fordi han har en vigtig position i Komola, og han har været politisk aktiv for Komola. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han på en ukendt dato forud for foråret 2009 blev medlem af Komola, som han fik kontakt til gennem sin tidligere bofælle. Han har filmet og taget billeder et ukendt antal demonstrationer, der fandt sted efter præsidentvalget i 2009. Endvidere har han et par gange i 2009 hjulpet sin tidligere bofælle med at uddele løbesedler. En dag i sommeren 2010 ringede ansøgerens tidligere bofælle til ham og sagde, at de skulle mødes i en bestemt park. Da ansøgeren ankom til parken, fortalte hans tidligere bofælle ham, at nogle mænd fra regimet havde forsøgt at opspore dem hos deres købmænd. Herefter udrejste ansøgeren og hans tidligere bofælle af Iran. Inden ansøgeren udrejste til Danmark, boede han i Irak på Komolas base. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Irak i perioden fra 2010 til udrejsen i 2015 har været et aktivt og højt profileret medlem af Komola. Han har således været peshmerga for partiet, dog uden at have været i kamp, [og leder inden for partiet]. Han har desuden arbejdet i partiets medieafdeling. Han har i den forbindelse været radiovært […]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om sit arbejde for Komola, og forklaringen støttes af det i øvrigt foreliggende, herunder video- og fotomateriale hvor ansøgeren optræder i Komola-sammenhæng. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime, og at han vil risikere konkret og individuel forfølgende omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/159/ceb