Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har leveret mad til medlemmer fra det politiske parti, PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af to medlemmer fra PJAK [i sommeren] 2015. De to personer spurgte ansøgeren, om han ville levere mad til dem, hvilket ansøgeren indvilgede i. Ansøgeren leverede mad til dem tre til fire gange. [I sommeren] 2015 var der kamphandlinger mellem PJAK og de iranske styrker i [område]. De iranske styrker trak afdøde modstandere gennem området for at skræmme folk, og ansøgeren genkendte de to medlemmer af PJAK, som han havde leveret mad til. Ansøgeren overnattede hos en ven i området, og fik efterfølgende at vide, at hans families telt var blevet ransaget af myndighederne, og hans far var blevet tilbageholdt. Ansøgeren blev herefter indlogeret hos en bekendt til sin farbror. Efter en uge fik ansøgeren at vide af sin farbror, at han skulle forlade landet, idet hans forældres bolig dagligt blev ransaget, og hans far var stadig tilbageholdt. Faderen blev efterfølgende løsladt mod kaution og meldepligt. Ansøgerens forældre har endvidere modtaget dokumenter stilet til ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren ikke præcist er i stand til at angive, hvor mange gange, han har leveret mad til PJAK-medlemmerne. Tilsvarende gælder i forhold til angivelsen af den beskedne mængde papirer, som han modtog fra PJAK. Ansøgerens forklaring fremstår på flere punkter heller ikke selvoplevet. Dette kommer særligt til udtryk ved ansøgerens forklaring om, at han har betegnet den sidste gang, hvor han leverede mad til PJAK-medlemmerne – og ikke episoden hvor han så de døde PJAK-medlemmer – som den værste dag i sit liv. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren efter at have set ligene af de fire PJAK-medlemmer skulle have gået en tur sammen med [A] for derefter at overnatte hjemme hos [A], ikke langt fra sin egen bopæl. Usandsynligheden skal navnlig ses i lyset af, at ansøgeren allerede på dette tidspunkt efter sin egen forklaring havde mistanke om, at myndighederne ville efterstræbe ham, ligesom ansøgeren har forklaret, at hans familie særligt skulle være i myndighedernes søgelys på grund af hans morbrødres og hans brors aktiviteter. Nævnet finder det også påfaldende, at det første møde med farbroderen skulle foregå ved en bazar. Herefter, og når disse omstændigheder sammenholdes med, at ansøgeren ikke er i besiddelse af de dokumenter, som skulle være overdraget til hans forældre, og som efter omstændighederne ville kunne have dokumenteret hans konflikt med myndighederne i Iran, angiveligt fordi hans far skulle have smidt dokumenterne ud, da han ikke kan læse, må nævnet forkaste ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Det er herunder også indgået i vurderingen, at ansøgerens forklaring om, at forældrene ikke har fået at vide, hvad dokumenterne omhandler, fremstår utroværdig. Det kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen, at ansøgeren har fremlagt avisartikler fra Internettet om kamphandlinger mellem de iranske myndigheder og PJAK [i sommeren] 2015. Broderens aktiviteter og den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan heller ikke føre til, at ansøgeren har krav på beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2017/157/JEA
