Iran2017156

Nævnet hjemviste i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb af de iranske myndigheder, som er blevet bekendt med, at han har deltaget i en regimefjendtlig demonstration. Det er endvidere i Iran blevet bemærket, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, hvilket ligeledes udsætter ham for betydelig risiko. Ansøgeren har i Flygtningenævnet forevist sin åbne Facebook-profil i sit eget navn med et meget stort antal opslag fra [efteråret] 2016 til g.d. Teksterne er tilsyneladende primært på farsi, men noget er skrevet på engelsk. Profilen indeholder tillige et meget stort antal fotos, til dels af meget voldsom karakter. På fotografierne ses blandt andet henrettelser og lemlæstelser. Der vises endvidere en række mennesker, der tilsyneladende har fået en voldsom død. Mange opslag synes umiddelbart at indeholde en kraftig kritik af det iranske styre. På profilen er der endvidere en række karikaturtegninger vendt mod nuværende og tidligere ledere af Den Islamiske Republik. Tilsyneladende har ansøgeren over 400 venner på Facebook. Nogle har liket flere af opslagene. Ifølge ansøgeren har han på grund af sin tro og holdning modtaget en række dødstrusler, hvoraf han har slettet de fleste. Ansøgeren forklarede, at der på hans Facebook stadigvæk er et meget negativt opslag fra hans svoger. Hans mor har endvidere, ifølge ansøgeren, telefonisk nærmest truet ham på livet. Herudover har ansøgeren modtaget en særdeles kritisk SMS fra sin moster, som han ikke har slettet. I familien og lokalområdet er det, ifølge ansøgeren, almindelig kendt, at han er frafalden. Den for ansøgeren beskikkede advokat har gjort gældende, at det er nødvendigt, at det helt nye og meget store materiale bliver oversat og undersøgt. Udlændingestyrelsens repræsentant har anført, at styrelsen ikke modsætter sig, at sagen hjemvises. Styrelsen vil lade dette være op til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder efter karakteren af det nye omfattende materiale, der ikke er oversat, at det herefter er rettest, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet stillingtagen til ansøgningen. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” Iran/2017/156/snd