Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra provinsen Kermanshah i Iran. Ansøgeren har oplyst at have været politisk aktiv ved at give mad til medlemmer fra Kurdistan Democratic Party of Iran (KDPI), men han har aldrig været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har udleveret mad til repræsentanter fra KDPI tre gange, da de henvendte sig til ham og hans bror Rahman på deres kyllingefarm for at bede om mad. De henvendte sig første gang til ansøgeren og hans bror i [sommeren] 2015. Da mændene fra KDPI henvendte sig tredje gang, opstod der skudveksling mellem mændene fra KDPI og nogle politifolk. Ansøgeren og hans bror flygtede herefter sammen med mændene fra KDPI. Ansøgeren udrejste fra Iran to-tre dage efter. Efter ansøgerens udrejse er hans familie flere gange blevet opsøgt af myndighedspersoner, som beskylder ansøgeren for at være medlem af et politisk parti. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af den forklaring, som ansøgeren er fremkommet med til støtte for sit asylmotiv, ikke er troværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at det er mindre sandsynligt, at bevæbnede repræsentanter for Kurdistan Democratic Party of Iran (KDPI) i peshmerga-uniformer tre gange uden videre tog kontakt til ansøgeren og hans bror på deres kyllingefarm for at bede om mad, idet det samtidig er forklaret, at kyllingefarmen var beliggende i nærheden af Revolutionsgardens kontrolpost. Det er også mindre sandsynligt, at Revolutionsgarden, der som forklaret af både [ansøgeren] og [ansøgerens bror] ikke normalvis patruljerede ved kyllingefarmen, skulle komme til stede ved kyllingefarmen netop som den blev besøgt af repræsentanterne fra KDPI. Hertil kommer, at [ansøgeren] og broren [navn] har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, herunder om hvornår de blev bekendt med, at de mænd, der opsøgte dem, var repræsentanter for KDPI, ligesom de har forklaret uoverensstemmende om blandt andet forløbet af KDPI’s tredje besøg, hvor det angiveligt kom til en skudveksling mellem repræsentanter for KDPI og iransk politi/militær. [Ansøgerens bror] har således forklaret, at repræsentanterne fra KDPI præsenterede sig for begge brødrene allerede under det første besøg, og at det var soldater fra Revolutionsgarden, der angreb KDPI ved kyllingefarmen, mens [ansøgeren] oprindeligt har forklaret, at han ikke før det andet besøg blev klar over, at personerne kom fra KDPI, og at det i øvrigt var iransk politi, der deltog i skudvekslingen ved kyllingefarmen. Om forløbet af det tredje besøg har ansøgeren [navn] og hans bror [navn] tillige forklaret uoverensstemmende om, hvor og hvordan de mødtes med de fire øvrige personer fra Peshmerga umiddelbart efter skudvekslingen, ligesom der er afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt de to personer fra Peshmerga, der ledsagede dem under flugten, deltog i skudvekslingen. På denne baggrund og i øvrigt henset til Flygtningenævnets vurdering i den sambehandlede sag vedrørende [ansøgerens bror] og [ansøgerens svigerinde] finder nævnet, at [ansøgeren] ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/154/SSM