Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fysiske overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har hjulpet en kurdisk frihedskæmper. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [i efteråret] 2015 blev opsøgt af en for ham ukendt kurdisk mand på sin bopæl. Manden fortalte ansøgeren, at han kæmpede for et kurdisk parti, og at en af hans partifæller var blevet såret i kamp mod de iranske myndigheder. Den kurdiske mand bad herefter ansøgeren om at købe mad og lægemidler til brug for at behandle partifællen, hvilket ansøgeren accepterede. Ansøgeren tog herefter til byen [B], hvor han købte lægemidler på apoteket. Han foreviste i den forbindelse sit ID-kort. Herefter købte ansøgeren madvarer i et nærliggende supermarked. Ansøgeren afleverede medicinen og madvarerne til den kurdiske mand på sin bopæl. Den næste morgen opsøgte myndighederne ansøgerens bopæl, mens ansøgeren var på besøg hos sin onkel, og de anholdte i denne forbindelse ansøgerens far. Myndighederne fortalte samtidig ansøgerens far, at ansøgeren skulle melde sig til dem. Ansøgeren boede efterfølgende et par dage ved sin onkels ven, [C], og efter nogle dage fortalte ansøgerens onkel ansøgeren, at han var nødt til at forlade Iran. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren forklaring på centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren blev bedt om at vise ID-kort på apoteket, og at apotekeren skulle have anmeldt ansøgeren til de iranske myndigheder, på grund af mængderne af lægemidler. Dette særligt henset til, at ansøgeren bad om basale lægemidler til brug for almindelig sårbehandling i hjemmet, og at ansøgeren ikke bad om en bestemt mængde, men at apotekeren bestemte, hvilke mængder, ansøgeren skulle have. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at den for ansøgeren ukendte person, der opsøgte ham på ansøgerens bopæl, turde fortælle ansøgeren, at han kæmpede for et kurdisk parti, og at ansøgeren uden videre indvilligede i at hjælpe, særligt henset til den risiko, der for begge parter er forbundet hermed. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke spurgte nærmere ind til sin fars velbefindende, herunder om faren var blevet tortureret eller henrettet, mens faren var tilbageholdt, og at ansøgeren ikke efterfølgende – heller efter afslaget fra Udlændingestyrelsen – har søgt at afklare sin situation, herunder indhente yderligere oplysninger om, hvorfor myndighederne spurgte efter ham. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for tilhængere af religionen ahl-e haqq (yarsan) ikke i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/134/SLH
