Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive tortureret, fængslet på livstid eller hængt af de iranske myndigheder, da han en gang har givet brød til fire personer, som var peshmerga. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2015 mødte fire personer, som var peshmerga. Ansøgeren gav dem noget brød, og en fårehyrde overværede dette. Ansøgeren blev senere samme dag telefonisk kontaktet af sin ægtefælle, som oplyste, at sikkerhedspolitiet havde været på deres bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren tog samme dag ophold hos sin svigermor. Om aftenen samme dag havde sikkerhedspolitiet igen været på ansøgerens bopæl, og de kom igen den efterfølgende dag. Ansøgeren kontaktede den efterfølgende dag sin ven [S] og bad ham hjælpe med det praktiske i forbindelse med sin udrejse af hjemlandet. Ansøgeren udrejste samme aften til Tyrkiet. Under sit ophold i Tyrkiet havde ansøgeren kontakt med sin ven, som oplyste, at sikkerhedspolitiet på ny havde været på hans bopæl. I [foråret] 2016 – efter ansøgerens indrejse i Danmark – har hans ægtefælle oplyst ham om, at hans bror har været tilbageholdt af de iranske myndigheder, som havde udspurgt ham om ansøgeren. Broderen er efterfølgende blevet løsladt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at forklaringen på centrale punkter er divergerende og usammenhængende og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han i det fjerne så fire peshmergaer, og at han kunne se, at det var peshmergaer, idet den peshmerga, som han gav mad, bar den nationale kurdiske dragt i grå farver og havde våben. Ansøgeren har videre forklaret, at man bare ved, at sådanne personer er peshmerga. Under asylsamtalen og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han først fandt ud af, at der var tale om peshmergaer, da manden fortalte det, efter at ansøgeren havde spurgt om, hvem personerne var. Ansøgeren havde ikke set sådanne folk før. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for sin ankomst til svigermoren. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ankom om aftenen klokken 22. For nævnet har ansøgeren gentaget, at han ankom om aftenen, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han kom hos sin svigermor om eftermiddagen. Endvidere har ansøgeren forklaret undvigende og til dels udbyggende med hensyn til omfanget af sin medbragte mad. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at [G], der ifølge ansøgerens formodning har angivet ham til myndighederne, skulle tro, at de fire mænd var peshmergaer, når ansøgeren ifølge sin endelige forklaring først blev klar over dette, efter at han havde givet dem maden og fået at vide, at de peshmergaer. Flygtningenævnet lægger endeligt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om, hvorledes han kunne betale sin rejse til Danmark. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at rejsen kostede 35.000.000 tuman, som han har betalt fra sin egen opsparing. For nævnet har ansøgeren forklaret, at alle familiens dyr blev solgt, mens han var i Tyrkiet, og at der på denne måde blev skaffet penge til at betale en menneskesmugler. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/12/JOL