Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Rumadi, Irak. Ansøgeren er iransk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har indgået en mundtlig aftale med de iranske myndigheder om at aftjene militærtjeneste i Syrien, og til gengæld få en økonomisk gevinst efter endt tjeneste og desuden få forkortet værnepligtsperioden. Ansøgeren har kun deltaget i almindelig militærtræning på en kaserne i Iran, inden han udrejste i forbindelse med orlov fra tjenesten. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. På baggrund af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ønskede at aftjene sin værnepligt og valgte, at gøre tjeneste som frivillig i Syrien på grund af nogle særlige gunstige betingelser, herunder at tjenestetiden kun var seks måneder. Nævnet har alene ansøgerens formodning for, at udeblivelse fra tjeneste i denne situation adskiller sig fra almindelige udeblivelser fra værnepligten i Iran. Da formodningen ikke er underbygget og forekommer ulogisk lægges denne ikke til grund. I det straffen for udeblivelse for værnepligt efter baggrundsmaterialet ikke forekommer uproportionalt, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/116/DMO
