Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim og statsborger i Iran. Ansøgeren er født i flygtningelejren Al-Tash, Irak. Da denne lejr blev nedlagt, flyttede familien til Barika lejren. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Det Iranske Demokratiske Parti i Kurdistan (KDPI) siden han var barn. Som sympatisør har ansøgeren deltaget i partiets arrangementer og nogle få gange uddelt KDPIs aviser til partiets medlemmer. Derudover har han holdt udkig og serveret ved nogle af partiets arrangementer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel eller udsat for fysiske overgreb, idet hans familie, herunder hans far, har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans forældre flygtede fra Iran i 1979. Familien udrejste, fordi ansøgerens far var forfulgt af de iranske myndigheder, idet han var medlem af KDPI. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far er medlem af KDPI og var aktiv for partiet indtil 2009. Mens faren var aktivt medlem af partiet, syede han uniformer til partiet. Ansøgeren har selv to gange afleveret en taske med eksemplarer af partiets avis, Demokrat, til to drenge fra sin skole, hvorefter ansøgeren formoder, at avisen blev videreleveret til partiets medlemmer. Ansøgeren har videre forklaret, at han har deltaget i nogle af KDPIs arrangementer, hvor partiets fotograf tog billeder og optog film. Ansøgeren formoder, at billederne og filmklippene er blevet offentliggjort i forskellige aviser og på partiets hjemmeside. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin fars medlemsskab og aktiviteter for KDPI til grund. Ansøgeren har således forklaret konsistent, at hans far er medlem af KDPI og i hvert fald indtil 2009 har deltaget i partimøder og syet uniformer til peshmergaerne i KDPI. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens brødre er sympatisører af KDPI, og at ansøgeren selv er sympatisør og i begrænset omfang har deltaget i og hjulpet til under KDPI-arrangementer. Endelig kan det efter ansøgerens forklaring, der understøttes af den fremlagte dokumentation, lægges til grund, at ansøgerens kusine er et højtstående medlem af KDPI i Norge, og at ansøgerens fætter er formand for Democratic Youth Union of Iranian Kurdistan i Sverige, ligesom ansøgerens tre farbrødre, der alle bor i Sverige, har været eller stadig er medlemmer af KDPI. På den anførte baggrund og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, hvoraf fremgår blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art, ligesom han ikke har familie eller bekendte i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/109/SOL