iran2017108

Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder, sunni-muslim og statsborger i Iran. Ansøgeren er født og opvokset i flygtningelejre i Nordirak. Ansøgeren har ikke været medlem af religiøse eller politiske foreninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse i Iran frygter at blive udsat for fysiske overgreb, at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi hans far, bror, en fætter og en kusine har udført politiske aktiviteter for KDPI, og fordi de iranske myndigheder betragter alle, der flygtede til Irak i 1979-1980 som landsforrædere. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han selv er sympatisør med KDPI og har deltaget i nogle af KDPI´s arrangementer, hvorfra han er blevet optaget på video. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979. Han er således født i Irak og har opholdt sig i Al-tash-lejren i perioden fra 1980 til 2003, hvorefter han opholdt sig i Barika-lejren frem til sin udrejse. Ansøgerens far, der er skrædder, er medlem af KDPI og har deltaget i partimøder og syet uniformer til partiets peshmergaer frem til 2009, hvor han som følge af sygdom og en uoverensstemmelse ophørte hermed. Ansøgerens kusine, der bor i Norge, er højtstående medlem af KDPI, og ansøgerens fætter, der bor i Sverige, er formand for Democratic Youth Union of Iranian Kurdistan Association i Sverige. Ansøgeren har ikke selv deltaget i politiske aktiviteter, bortset fra at han har deltaget i nogle af KDPI´s arrangementer. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin fars medlemsskab og aktiviteter for KDPI til grund. Ansøgeren har således forklaret konsistent, at hans far er medlem af KDPI og i hvert fald indtil 2009 har deltaget i partimøder og syet uniformer til peshmergaerne i KDPI. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens brødre er sympatisører af KDPI, og at ansøgeren selv er sympatisør og i begrænset omfang har deltaget i KDPI-arrangementer. Endelig kan det efter ansøgerens forklaring, der understøttes af den fremlagte dokumentation, lægges til grund, at ansøgerens kusine er et højtstående medlem af KDPI i Norge, og at ansøgerens fætter er formand for Democratic Youth Union of Iranian Kurdistan i Sverige, ligesom ansøgerens tre farbrødre, der alle bor i Sverige, har været eller stadig er medlemmer af KDPI. På den anførte baggrund og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, hvoraf fremgår blandt andet, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet lægger herved tillige vægt på, at ansøgeren ikke taler farsi og ikke er i besiddelse af iranske identifikationspapirer af nogen art, ligesom han ikke har familie eller bekendte i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Iran og meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2017/108/SOL