Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration i 2009 vedrørende præsidentvalget. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans far vil skade ham, og at han frygter det iranske regime, idet han har været i Basij. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har en konflikt med sin far. Ansøgerens far opdagede i maj/juni 2011, at ansøgeren havde fået en tatovering, som betød, at ansøgeren ikke er troende. Ansøgerens far tvang ansøgeren til at smøre en ætsende creme på tatoveringen, til den var væk. Ansøgerens far tvang også ansøgeren til at arbejde for Basij. Ansøgeren var med i Basij i tre år, og der var kun møder én gang om måneden, og det fortsatte, indtil ansøgeren startede på sin værnepligt [i] december 2007. Ansøgeren deltog dog i aktiviteter for Basij primo 2015. Ansøgeren havde det imidlertid rigtig dårligt, hvorfor han de sidste seks til syv måneder inden sin udrejse begyndte at misbruge opium. Ansøgeren pjækkede ind imellem fra Basij på grund af sit misbrug, og dette blev opdaget af ansøgerens far. Flygtningenævnet kan overordnet og i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet og om ansøgerens psykiske problemer til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke på den baggrund har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse fra de iranske myndigheders side eller overgreb fra ansøgerens fars side, som myndighederne ikke kan eller vil beskytte ansøgeren imod. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremgår konkret af ansøgerens forklaring, at faren efter ansøgerens aftjening af værnepligten har forsøgt at tvinge ansøgeren til at søge ind i revolutionsgarden. Det fremgår heller ikke konkret af ansøgerens forklaring, at faren har forsøgt at tvinge ansøgeren til at deltage i udøvelse af islam, eller at faren i øvrigt har forholdt sig konkret til ansøgerens religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at episoden, hvor faren fjernede hans tatovering, fandt sted mindst to år forud for ansøgerens udrejse, og at det fremgår af ansøgerens forklaring, at ansøgeren kunne vælge og valgte at tage ophold og studere/arbejde blandt andet i Teheran. Ansøgeren boede således ikke fast hjemme hos forældrene i årene forud for udrejsen. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren brødre ikke er blevet tvunget til at tilslutte sig revolutionsgarden, og at ansøgeren i øvrigt har et godt forhold til brødrene og moren. Flygtningenævnet har endeligt lagt en vis vægt på, at ansøgerens mor ikke er shia-muslim som faren, men tilhører yaresan. Det fremgår ikke af ansøgerens forklaring, at myndighederne har nogen viden om, at ansøgeren skulle have udtalt sig kritisk om forholdene i forbindelse med ansøgerens aftjening af værnepligt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/104/CHHA
