Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [by], Iran. Ansøgeren har været aktiv for KDP fra omkring [foråret] 2015 og frem til sin udrejse af Iran i [sommeren] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDP. Han har endvidere henvist til, at han har været politisk aktiv i Danmark og til, at han er ateist. Ansøgeren blev af sin skolekammerat [A] i [begyndelsen] 2015 introduceret til KDP. To måneder herefter begyndte ansøgeren at hjælpe [A], idet [A] afleverede politisk materiale på cd’er til ansøgerens butik i [by], hvorefter en anden person fra partiet, kaldet [B], afhentede cd’erne, hvilket skete tre gange i alt. Få dage efter, at den sidste overlevering af materiale fandt sted, og mens ansøgeren opholdt sig i Kermanshah hos sin onkel, blev ansøgeren ringet op af [A], der fortalte, at [B] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgerens onkel kontaktede en anden onkel, der fortalte, at efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens butik, hvor de havde fundet politisk materiale, samt havde efterspurgt ansøgeren på familiens bopæl og taget ansøgerens far med til afhøring. Fem-seks dage efter ransagningen af butikken og henvendelsen på bopælen udrejste ansøgeren af Iran. Efterfølgende er ansøgerens families bopæl blevet opsøgt endnu en gang af efterretningstjenesten, som fortsat ledte efter ansøgeren. Faren blev ved denne lejlighed igen taget med til afhøring. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der i alt væsentligt fremstår konsistent og troværdig, til grund og finder, at ansøgeren som følge af sine politiske aktiviteter i Iran har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/102/MJM