Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren indrejste i Danmark [ultimo] 2011 og søgte om asyl den samme dag. I forbindelse med identitetsafhøring hos Rigspolitiet, National Udlændingecenter, [ultimo] 2011 oplyste klageren, at han havde mistet sit iranske nationalitetspas i Hamborg. Han oplyste endvidere, at han ikke kunne vende tilbage til Iran, idet han havde en konflikt med myndighederne, som følge af at han sympatiserede med Den Grønne Bevægelse og præsidentkandidaten Mousavi. Han oplyste, at han havde klistret plakater op på sin varevogn og herefter kørt rundt og propaganderet. Han oplyste endvidere under samtalen, at han havde været tilbageholdt af politiet i ti dage, hvorefter han blev stillet for en domstol og løsladt mod kaution. Han oplevede ikke herefter problemer. Han rejste til Danmark på et visum sammen med sin hustru. Hustruen returnerede til Iran [medio] 2011. Klageren henviste endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at myndighederne ville slå ham ihjel, idet de opfattede ham som spion, som følge af en ransagning af hans hjem, hvor der var blevet fundet politisk materiale. Klageren blev [primo] 2012 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den [primo] 2014 modtog Udlændingestyrelsen en anmeldelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi om, at klageren den [primo] 2014 i lufthavnen i Hamborg havde anvendt et iransk nationalitetspas som legitimation i forbindelse med en rejse til en ukendt destination. Endvidere var klageren i besiddelse af et dansk konventionspas og et dansk opholdskort. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [ultimo] 2015, idet det grundlag, som klageren havde opnået sin opholdstilladelse på, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse i sit hjemland, Iran, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det er forholdene i klagerens hjemland på tidspunktet for Flygtningenævnets beslutning, som er afgørende for, om der skal ske inddragelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1c, punkt 1 og 5. Ved vurderingen af de generelle forhold i hjemlandet skal Flygtningekonventionens artikel 1c, punkt 5, fortolkes restriktivt. Bevisbyrden påhviler værtslandet. Selvom det tilkommer de enkelte medlemsstater at vurdere, om ophørsgrundene skal bringes i anvendelse, bør tillige UNHCR’s vurderinger inddrages i Flygtningenævnets afgørelse. Efter international flygtningeret, herunder UNHCR’s Handbook og noter sammenholdt med hidtidig praksis i Flygtningenævnet fremgår det, at betingelserne for ophør af flygtningestatus er, at der skal være tale om fundamentalt ændrede forhold, herunder af sikkerhedssituationen, og at der skal være tale om en varig, stabil og effektiv forandring. Flygtningenævnets flertal finder, at der efter det foreliggende ikke er sket sådanne fundamentale stabile og varige ændringer af den sikkerhedsmæssige situation i hjemlandet for personer, som er i opposition til styret, at der efter en vurdering af de generelle forhold er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Ved vurderingen af klagerens personlige forhold efter Flygtningekonventions artikel 1c, punkt 1, lægger flertallet vægt på, at klageren efter at have opnået asyl i Danmark fik udstedt et iransk pas hos den iranske ambassade i Danmark omkring [nogle] måneder efter opholdstilladelsen. Efter UNHCR’s Handbook, punkt 122, må udstedelsen af nationalitetspasset i sig selv anses som et indicium for, at klageren har ønsket at søge sit hjemlands beskyttelse. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse kan det ikke lægges til grund, at klageren har været indrejst i Iran efter at have opnået asyl i Danmark. Selvom klageren på en række punkter har forklaret upræcist angående sine pasforhold, herunder om episoden i Hamborg Lufthavn, må der i det foreliggende tilfælde lægges betydelig vægt på de lægelige oplysninger om klagerens forhold. Det fremgår af lægeerklæring af [primo] 2016 samt de øvrige lægelige oplysninger i sagen, at klageren har et lavt funktionsniveau i dagligdagen, at han lider af svær PTSD og depressioner, ligesom han har betydelige hukommelsesproblemer. Flertallet finder, at klagerens noget irrationelle adfærd og upræcise forklaringer om sin færden må antages at bero på hans psykiske tilstand. På denne baggrund finder flertallet det ikke sandsynliggjort, at klageren har haft til hensigt at søge sit hjemlands beskyttelse. Under disse særlige omstændigheder findes der ikke at burde ske inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2016/9/IBL
